Stikkelsbær er på mode igen
Det er ikke kun blåbær, der hitter blandt forbrugerne - stikkelsbær er også ved at komme på mode igen
Stikkelsbær, gule hindbær og masser af blåbær - det er bare noget af det, der står på Ømosebærs plantage lidt uden for Ans. Blåbær er stadig meget populære, men særligt stikkelsbær er ved at komme på mode igen.
- Alle bær er meget hypede i øjeblikket, men stikkelsbær er simpelthen i den grad på vej op. Det er simpelthen blevet et modebær igen, eller det er på vej tilbage, siger den ene af de to ejere af Ømosebær, Lars Bødker Madsen.
Hos Ømosebær kan man også selv plukke sine bær, og i Lars og Helles selvpluk er det typisk ca. 95% kvinder, der kommer og plukker bær.
- Men lige præcis stikkelsbær, det er mænd. De kommer og har ikke engang deres kone med og vil gerne ud og plukke stikkelsbær. De siger: ”Jeg kan huske, hvordan min farmor lavede stikkelsbærmarmelade og stikkelsbærgrød”, fortæller Lars Bødker Madsen.
De to ejere af Ømosebær, Helle og Lars Madsen, tog i 2013 springet til at blive bærproducenter, efter de i nogle år havde produceret juletræer sideløbende med deres job som skolelærere. Og det er et spring, de ikke har fortrudt.
- Det er jo om sommeren, vi går. Det er jo helt fantastisk at gå på arbejde. Det eneste, vi har glemt, det er, at nu er der så ikke noget tidspunkt at holde ferie i længere, siger Lars Bødker Madsen med et lille smil.
Ømosepie med blåbær - en lokal specialitet
Sammen med ejeren af Ans Bageri, Eva Jørgensen, har Helle og Lars udviklet en lokal specialitet - en Ømosepie med blåbær.
- Helle og jeg har lavet en del produktudvikling på det her, for vi skulle bare ramme det, der var allerbedst. Så de spiste kager og kager og kager i forskellige udgaver, og så var det den her, vi endte med, fortæller Eva Jørgensen om specialiteten Ømosepie med blåbær.
Se og hør meget mere om Ømosebærs plantage i sæsonpremieren af programserien Mød Din Mad lige her.