Store vandmængder lukker vej - åbner formentlig først om en uge

Sørkelvej i Silkeborg er spærret på grund af oversvømmelse fra Gjern Å.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Gjern Å er gået over sine bredder og har oversvømmet Sørkelvej i Silkeborg. Foto: Øxenholt Foto

Regnen har stort set silet ned hele weekenden, og det kan nu for alvor både ses og mærkes i Silkeborg.

Her er Gjern Å, der munder ud i Gudenåen, nemlig gået over sine bredder.

Det betyder, at hele Sørkelvej er fuld af vand, og mandag morgen er den stadig spærret for gennemkørsel.

-  Vejen er ufarbar, og vi forventer at den stadig vil være spærret i minimum en uge. Der er ikke så meget at gøre, vi må bare vente på, at vandstanden falder, siger Ole Rasmussen, vejingeniør i Silkeborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Gjern Å, som munder ud i Gudenåen, flyder over.

Åen var tirsdag i sidste uge på sit højeste i et halvt år, og myndighederne forventede, at vandstanden ville begynde at falde derfra.

Men på grund af al den regn, der er faldet i weekenden, er vandstanden igen steget 17 cm siden fredag.

Og når erfaringerne siger, at den kun falder 1-2 cm om dagen, kan der altså gå mindst en uge før, vejen åbner igen.

- Lige nu er vejrudsigten god, men skulle der falde endnu mere regn, så bliver det igen svært, siger Ole Rasmussen i Silkeborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Gjern Å har oversvømmet Sørkelvej i så stor en grad, at det både kan være farligt for gående, cyklister og bilister at befærde sig på vejen. Foto: Øxenholt Foto

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste søndag, at der var problemer ved Sørkelvej.

- Vi havde først en vejvagt fra kommunen til at skilte med, at der er vand på kørebanen, men nu er der så meget vand, at man ikke kan køre der længere. Det er simpelthen for farligt, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet forventer, at Sørkelvej vil være spærret i op til et døgn. Foto: Øxenholt Foto

Lige nu er der stadig ingen skilte, der omdirigerer, i området, men kommunen forventer, at de snart er på plads.

Kro kæmper også

Det er ikke kun Sørkelvej i Silkeborg, der er ved at drukne. Det er Svostrup Kro også efter store mængder nedbør.

2019 har været et ekstra vådt år. For normalt falder der i løbet af et helt år 712 millimeter regn i Danmark - og dén grænse oversteg vi allerede i weekenden.

I år er der nemlig faldet 720 millimeter regn, selvom der stadig er ni uger tilbage af året.

Og det mærker de lige nu konsekvenserne af på Svostrup Kro ved Silkeborg, hvor den store mængde nedbør har fået Gudenåen til at gå over sine bredder og dermed oversvømme kroen.

- Jeg må sige, jeg bliver skræmt over det, jeg ser, lyder det fra Kathrine Leth, der er krokone ved Svostrup Kro.

Hele haven har den seneste uge stået under vand. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Den seneste uge har hele haven stået under vand. Havemøblerne er ekstraordinært tæt på vandkanten, og når flaget skal hejses, så foregår det i de lange gummistøvler.

Og nedbøren ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Weekenden byder nemlig på voldsomt vejr med bl.a. en halv måneds regn.

Kroejer: - Vi pumper 800 liter i minuttet

TV2 ØSTJYLLAND var på besøg på Svostrup Kro fredag aften, hvor de - udover de mange gæster - også måtte jonglere med de store mængder vand.

- Det er selvfølgelig en udfordring, men jeg er glad for, at jeg har mange ansatte, der hjælper mig med det, lyder det fra kroejer Dragan Sljivic.

Kroejerne har tidligere hævet hele haven med én meter og lavet en sø. Men alligevel er de ikke sikret mod oversvømmelser i fremtiden, som de ellers troede. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Det er ikke kun haven, der er mærket af vandet. Også i vinkælderen er gulvet fugtigt og i fare for oversvømmelse. Derfor har de sat tre pumper op, der skal holde vandet væk.

- Vi pumper 800 liter i minuttet. Og hvis vi ikke gjorde det, så bliver vores vinkælder oversvømmet, siger Dragan Sljivic.

For at vise hvor store kræfter, der er på spil, slukker Dragan Sljivic et kort øjeblik for to af de tre pumper i kælderen. Og det får vandstanden til at stige 10 cm på få sekunder.

Du kan se øjeblikket i videoen herunder.

VIDEO: For at vise hvor store kræfter, der er på spil, slukker kroejer Dragan Sljivic et kort øjeblik for to af de tre pumper i kælderen. Og det får vandstanden til at stige 10 cm på få sekunder.

Kommunen er opmærksom på problemet

For at sikre kroen mod oversvømmelser i fremtiden, har kroejerne tidligere hævet hele haven med én meter og lavet en sø - men nu drukner kroen altså igen i vand.

- Det her har jeg ikke set før, siger krokone Kathrine Leth.

Silkeborg Kommune er opmærksomme på problemet med oversvømmelserne. Og til næste år håber man at have et it-system klar, som skal være med til at hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger.

Jeg må sige, jeg bliver skræmt over det, jeg ser.
Kathrine Leth, krokone, Svostrup

Er det nok, tror du?

- Det er i hvert fald nok til at kunne dels hjælpe os, der skal gøre noget ved det, til at lave nogle kloge initiativer, fremfor bare at gøre noget, man tror, der virker. Så viden er ret vigtigt for, at vi kan gøre noget derude i praksis også, siger Claus Løwe Klostergård (ALT.), der er formand for klima- og miljøudvalget i Silkeborg Kommune, og tilføjer:

- Og så vil det hjælpe lodsejerene at få det her varslingssystem, så de kan lave nogle initiativer selv i god tid, inden vandet kommer, siger han.

Gudenåen er også gået over sine bredder, og det giver store udfordringer hos Svostrup Kro. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her