Ændrer mening: Populære gymnasier skal beholde klasser alligevel
Tre populære gymnasier stod til at miste klasser for at sikre en mere blandet elevsammensætning, men nu har Region Midtjylland skiftet mening.
Freja Rasmussen er snart færdig med 9. klasse. Efter sommerferien har hun søgt ind på Skanderborg Gymnasium, og hvor der før var en stor risiko for, at hun i stedet for ville blive tilbudt en plads i Aarhus, er sandsynligheden nu meget mindre.
Tre gymnasier i Aarhus og Skanderborg stod til at miste klasser blandt andet for at sikre en mere blandet elevsammensætning. Men nu har Region Midtjylland stillet forslag om en ny model, der kan betyde, at blandt andre unge fra Skanderborg kan få plads på deres lokale gymnasium.
- Det gør mig super glad. Det er så betryggende, at jeg kan være et sted, hvor jeg gerne vil være, siger Freja Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Også rektor på Skanderborg Gymnasium er glad.
- Jeg er selvfølgelig glad. Jeg synes, at det er den rigtige løsning, siger Jakob Thulesen Dahl til TV2 ØSTJYLLAND.
Regionsrådet i Midtjylland besluttede tidligere på året, at der efter sommerferien 2020 skulle nedlægges klasser på flere østjyske gymnasier - og i stedet skulle eleverne sendes over på andre gymnasier.
Baggrunden var, at der på enkelte Aarhus-gymnasier er mange elever fra udsatte boligområder, mens der på andre er ganske få. Det er noget, der har vist sig at skabe problemer på gymnasierne.
Deres forslag blev godkendt af uddannelsesministeren i sidste uge, men nu vil regionsrådet have ændret det igen.
Tilpasset virkeligheden
- Man kan sige, at vi har tilpasset det til virkelighedens søgetal, siger Hanne Roed, der er næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland og medlem af Radikale Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND.
Målet om at skabe en bedre elevsammensætning mener hun dog stadig, at de kan leve op til.
- Det kan vi stadig sikre, fordi vi fordeler børn fra udsatte boligområder i Aarhus først. Der kan stadig være bekymringer, man kan gøre sig, men vi mener, at det her forslag tilgodeser flest muligt bedst muligt, siger hun.
Skanderborg Gymnasium, Aarhus Katedral Skole og Marselisborg Gymnasium får altså alligevel en ekstra klasse i det kommende skoleår, som de tidligere på året stod til at miste.
Det er de trætte af på den tekniske skole i Aarhus, Aarhus Tech.
Risikerer at lukke
For dem betyder det nemlig, at de måske ender med at skulle lukke den kun to år gamle STX-linje på Dollerupvej.
Også på Viby Gymnasium mener man ikke, at alle unge nødvendigvis skal have opfyldt deres ønsker.
- Med det forslag der ligger nu, vil mine tre nabogymnasier få lov at lave en klasse mere, og så kan de tage elever fra Vibys naturlige områder. Hvis alle skal have deres ønsker opfyldt, kan man skabe problemer på nabogymnasiet, siger rektor Lone Sandholdt Jacobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan ændre sig igen
Hanne Roed fra regionsrådet afviser ikke, at deres plan ændrer sig igen, da de mangler de endelige søgetal fra folkeskolerne for, hvor mange der bliver vurderet egnet til gymnasierne.
Næste år kan alting også ændre sig igen.
- Vi er stadig i proces, og vi ved ikke, hvilken model der kommer næste år, siger Hanne Roed.
Uddannelsesministeren skal godkende det nye forslag fra Region Midtjylland.