Tusindvis sætter nu skoen ned i protest mod skolelukninger
Hvert par sko repræsenterer en borger i en landsby i Skanderborg Kommune, der mener, at skolelukninger vil være skadelige for lokalsamfundene.
Mens coronavirus har lukket det meste af landet ned, har forældrene til børn på Skanderborg Kommunes landsbyskoler ikke ligget på den lade side.
Tværtimod har de været i fuld færd med at planlægge en stor happening, som tog form onsdag eftermiddag foran Skanderborg Fælled.
- Vi har valgt at have en fælles sag og en fælles måde at vise det på her i dag, siger Marie Svensmark Hulgård, der er medlem af borgergruppen Stjær i Udviklingen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Stjærskolen er en af de mange skoler, der er spil i forbindelse med den nye skolestruktur i Skanderborg Kommune, hvor der er udarbejdet 20 forskellige scenarier. Forslaget går blandt andet på skolelukninger og flytning af overbygninger.
Dagens happening er blevet planlagt, mens der stadig var forbud mod forsamlinger på mere end ti personer. Derfor fandt forældrene på, at borgerne i landsbyerne hver især skulle være repræsenteret af sko. Tusindvis af sko.
- Det skal symbolisere, at vi er rigtig mange, der bor på landet. I Skanderborg Kommune er vi faktisk en tredjedel af indbyggerne, der bor ude på landet og med vilje har bosat sig længere væk fra byerne ude i de små samfund, siger Marie Svensmark Hulgård.
”Skolen er vores anker og hjerte”
Planerne om den nye skolestruktur, hvor kommunen skal spare 10 millioner kroner, har skabt utryghed i de mindre lokalsamfund, da forældrene mener, at det er langt mere end deres børns undervisning og forholdet til klassekammeraterne, der er på spil.
- Skolen er det anker og det hjerte, et lokalsamfund har brug for for at udvikle sig, for at tiltrække nye kræfter og for at have et levende lokalsamfund. Hvis vi fjerner skolerne, så dør byerne, siger hun.
Dagens sko-happening er ikke det eneste skridt, forældrene har taget i kampen for at bevare de små skoler.
En gruppe forældre har bevæbnet sig med lommeregnere og brugt næsten al deres fritid på at dykke ned i de beregninger, der er i spil, når politikerne afgør fremtiden for de i alt 18 folkeskoler i Skanderborg Kommune.
Det mere skæve skoindslag skal altså blot ses som et supplement til den mere ”tørre” del af protesten.
- Jeg tror, det har en lige så fin chance for at gøre en forskel som det grundige arbejde, vi har lavet med rapporter, fakta, økonomi og alt muligt andet. Det her viser lidt humor, og at vi ikke er bange for at smøge ærmerne op, siger Marie Svensmark Hulgård.
Politikerne forholder sig til ”det hele”
Det er Trine Frengler (S), der sidder for bordenden, når Undervisnings- og Børneudvalget nu skal forhandle politisk om, hvordan de laver en ny skolestruktur i kommunen.
- Vi forholder os til det hele, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Undervisnings- og børneudvalget skal komme med deres bud på en løsning til et byrådsmøde i september – herefter skal byrådet træffe en beslutning.
I øjeblikket vil politikerne ikke løfte sløret for, hvor de står.
- Det er for at holde alle muligheder åbne. Hvis vi hver især melder ud til højre og venstre, så graver vi os ned i skyttegrave, hvor det bliver svært at finde hinanden politisk, siger Trine Frengler.