Mor slår alarm om livsfarligt lyskryds - tal fra politiet viser stort problem

Mor til to vil have kommune til at gøre noget, inden situation ved lyskryds ender med en reel ulykke og ikke kun nærved ulykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
34-årige Janni Brarup Nielsen ved lyskrydset, der bekymrer hende meget. Hun føler et ansvar i forhold til at råbe kommune op. Foto: Privat

- Det er som om, folk ikke ser lysreguleringerne.

Det er en frustreret og bekymret Jannie Brarup Nielsen, der sætter ord på, hvordan hun oplever den trafikale situation i området ved den by, hun bor i.

Ifølge Janni Brarup Nielsen har hun og/eller hendes mand og børn tre gange inden for det sidste år været tæt på at komme alvorligt til skade, når bilister kører over for rødt i to kryds ved Århusvej ved Stilling.

Janni Brarup Nielsen er mor til Benjamin på fire år og Josefine på halvandet år.

- Jeg oplever, at der er en manglende koncentration, der gør, at folk kører over for rødt i krydset ved Århusvej og Lynghøjvej. Man bruger Stilling som en gennemkørselsby uden at tænke på, at der er børn og voksne, der skal passes lidt på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Sydøstjyllands Politi kunne ved en kontrol for nylig skrive to bøder for at køre over for rødt ved Lyskrydset ved Århusvej og Lynghøjvej i Stilling. På en time. / Foto: Google Maps

Ked af kommunes manglende indsats

Janni Brarup Nielsen opfordrer folk til at anmelde det, når de oplever, at bilister kører over for rødt lys

Hun føler også et ansvar i forhold til at råbe Skanderborg Kommune op, inden situationen ved to kryds på Århusvej ender med en reel ulykke og ikke kun nærved ulykker.

Vi oplever i øjeblikket, at folk på godt dansk skider på, om der er rødt lys.
Jesper Engelund, leder af Sydøstjyllands Politis færdselsafdeling

Hun har selv taget kontakt til Vej og Trafik i Skanderborg Kommune og opfordrer andre i Stilling til at gøre det samme. "Så vi kan gøre noget ved forholdene sammen og skabe opmærksomhed" omkring det, hun oplever som en meget farlig situation.

- Jeg bliver helt ked af, at kommunen ikke har gjort noget før. Det er helt vildt, siger Janni Brarup Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Leder af færdselsafdelingen ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Engelund, kan fortælle om 103 hændelser på Aarhusvej i Stilling i 2019.

Politi bekræfter problem

Sidste gang, Sydøstjyllands Politi færdselsafdeling gennemførte en kontrol ved Århusvej/Lynghøjvej måtte betjente to gange på en time skrive bøder til bilister, der kørte over for rødt.

Det oplyser lederen af Sydøstjyllands Politi færdselsafdeling, Jesper Engelund, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er de sædvanlige undskyldninger om, at de har travlt med at komme på arbejde, eller at de skal aflevere børn til badminton.
Jesper Engelund, leder af Sydøstjyllands Politis færdselsafdeling

Kontrollen fandt sted mellem 7.30 og 8.30 om morgenen den 20. september. Her kunne betjentene også skriver bøder til fire bilister, der kiggede i deres mobiltelefon, mens de kørte over krydset.

- Uopmærksomhed er et stort problem. Det kan enten være, at folk bevidst kører over for rødt, eller det kan være, at folk kommer til at gøre det ubevidst. Det er sgu' nok fifty fifty, om det er det ene eller det andet, siger Jesper Engelund.

Skider på rødt lys

Han oplyser, at færdselsafdelingen har oplevet 103 hændelser på Aarhusvej i Stilling siden 1. januar i år. Ifølge Jesper Engelund har lyskrydset desuden været meldt ude af drift flere gange i år.

Jesper Engelund oplever, at situationen i krydset ved Århusvej og Lynghøjvej taler ind i en generel tendens.

- Vi oplever i øjeblikket, at folk på godt dansk skider på, om der er rødt lys. Når vi standser folk, er tilbagemeldingen ofte, at det handler om, at folk er stressede. Det er de sædvanlige undskyldninger om, at de har travlt med at komme på arbejde, eller at de skal aflevere børn til badminton, siger Jesper Engelund til TV2 ØSTJYLLAND.

Politi: Vi er der tit

Han oplever desuden, at vejene på Aarhus Vest er særligt udsatte i forhold til de røde lys.

Ifølge Jesper Engelund kan færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi "roligt stå til måls for den indsats", politiet gør i området ved Stilling.

- Vi kommer der tit, lyder det.

TV2 ØSTJYLLAND har onsdag morgen ikke kunnet få en kommentar fra Vej og Trafik i Skanderborg Kommune.

 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her