Lucia blev aflyst på børnehospice – men så tog personalet sagen i egen hånd
Corona satte en stopper for luciaoptoget på børne- og ungehospicet Strandbakkehuset i Rønde. Men det afholdte ikke personalet fra at skabe lys i en mørk tid.
Luciaoptoget er et lys i en mørk tid.
På børne- og ungehospicet Strandbakkehuset i Rønde fik juletraditionen i dag, mandag, en helt særlig betydning.
På grund af corona blev det planlagte besøg med luciaoptog fra den lokale højskole aflyst, og derfor tog personalet sagen i egen hånd for at give én af hospicets beboere, en syg pige og hendes familie, en god og lysende oplevelse.
Læs også:
- Vi benytter enhver lejlighed til at prøve og løfte stemningen og skabe en fest, siger Anne Christoffersen, der er sygeplejerske på Strandbakkehuset.
- Vi skal blive ved med at tro på, at der er noget, der holder os sammen, lyder det fra Asger Latif, der er pædagog på hospicet.
Smil på læben
Personalet improviserede både hvide kjoler og luciakrans:
- Den ene ide tog den anden, og vi fik øvet lidt sang, og så kunne det køre, fortæller Anne Christoffersen.
Pigen og hendes familie havde ikke lyst til at blive interviewet, men den varme stemning var ikke til at tage fejl af – selv på afstand.
- Hun blev glad. Det kunne man se. Der var smil på læben. Det er vigtigt med stjernestunder, og noget der adskiller sig fra hverdagen, siger Anne Christoffersen.
Luciadag er oprindeligt en fest for den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder 'lys' og som siges at have sneget sig ud om natten, bærende på en lyskrans, for at dele mad ud til fattige.
- Der er så meget kaos omkring de her familier. Der er så meget, der ikke er, som det plejer at være. Julen er ikke, som den plejer at være. Så det er en påmindelse om, at vi faktisk har en tradition sammen, der er vigtig, siger Asger Latif.