Politiker skifter partifarve efter ballade

Gitte Willumsen skifter til Det Konservative Folkeparti efter at være blevet vraget af Venstres byrådsgruppe i Silkeborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ved valget i 2017 var Gitte Willumsen det medlem af Venstres byrådsgruppe, der opnåede tredjeflest personlige stemmer, og hun er valgt som folketingskandidat, men for nylig blev hun ekskluderet fra Venstres byrådsgruppe. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST
Af Flemming Christensen og Sophie Schou Jensen
I samarbejde med TV MIDTVEST

Efter lang tids stormvejr omkring den tidligere Venstre-politiker Gitte Willumsen, har hun nu sat en ny kurs i sit politiske liv i Silkeborg Kommune.

Hun er netop blevet medlem af Det Konservative Folkeparti og er i den forbindelse blevet optaget i den konservative byrådsgruppe.

Det oplyser det Konservative Folkeparti Silkeborg i en pressemeddelelse.

Da det kom til stykket, var beslutningen egentlig ikke særlig svær.
Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti, Silkeborg

Beslutninger skal være truffet ud fra, hvordan Gitte Willumsen bedst kan få sine mærkesager om sundheds-, ældre- og idrætspolitik igennem. Og det mener hun nu, at hun bedst opnår som byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

- Jeg skulle tage stilling til, hvordan jeg kunne komme videre med mit politiske arbejde, og da det kom til stykket, var beslutningen egentlig ikke særlig svær, oplyser Gitte Willumsen.

- Martin Jakobsen (K) fra byrådet og jeg har et helt fantastisk samarbejde, og vi er helt enige om, hvilken retning vores kommune skal udvikle sig i. Det er fokus på byudvikling, outdoor- samt social- og ældrepolitik, som står øverst på vores dagsorden.

Politik handler også om gode personlige relationer, og dette har også haft indflydelse på Gitte Willumsens beslutning.

- Martin og jeg har gennem flere år samarbejdet i Museum Silkeborgs bestyrelse, hvor vi fik et rigtig godt venskab. Jeg ser frem til at arbejde videre for borgerlig politik i Silkeborg Kommune, og jeg er rigtig glad for den måde, jeg er blevet modtaget på i det Konservative Folkeparti.

Martin Jakobsen hilser Gitte Willumsen velkommen i den konservative gruppe.

- Gitte er en rigtig dygtig politiker, som jeg altid har kendt som et grundigt og særdeles velforberedt menneske, og jeg ser rigtig meget frem til vores samarbejde frem imod kommunalvalget næste år. Jeg er helt sikker på, at vi sammen kommer til at gøre en forskel i arbejdet med vores kommune.

Smidt på porten

Uro omkring Gitte Willumsen i Venstre kulminerede i september med, at hun blev ekskluderet fra Venstres byrådsgruppe.

Hun havde i læserbreve til Midtjyllands Avis stillet sig kritisk overfor valghandlingen til at blive folketingskandidat, og så havde hun kaldt det unge byrådsmedlem Kristoffer Møller Jensen for uforberedt.

Det hele begyndte med et opslag på Facebook, hvor Gitte Willumsen mere end antyder, at VU var ude på at ødelægge hendes valg, efter hun tidligere havde afslået en anmodning fra VU om tilskud til klublokaler.

Ifølge Venstres gruppeformand i Silkeborg, Flemming Heiberg, var det hendes mange udtalelser og personlige udstillinger af medlemmer, der var årsagen til, at hun blev smidt på porten.

Ved valget i 2017 var Gitte Willumsen det medlem af Venstres byrådsgruppe, der opnåede tredjeflest personlige stemmer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her