Silkeborg vil sænke vandstanden i Tange sø for at undgå oversvømmelser

Silkeborg Kommune mener, at man kan undgå de værste oversvømmelser ved Gudenåen ved i kortere perioder at sænke vandstanden med en meter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tange Sø ligger mellem Ans og Bjerringbro og er en af Danmarks største kunstige søer. Foto: Silje Renate Refvik Lassen
Af Lars Lauridsen og Sofus Sten Hansen
I samarbejde med TV MIDTVEST

Kan man løse nogle af de massive problemer med oversvømmelser langs Gudenåen ved i kortere perioder at sænke vandstanden i Tange Sø?

Det vil politikerne i Silkeborg Kommune nu have undersøgt.

- Der skal drastiske løsninger til at håndtere de drastiske situationer, vi har med vejret, siger formanden for kommunens klima- og miljøudvalg, Claus Løwe Klostergård fra Alternativet.

Der skal drastiske løsninger til at håndtere de drastiske situationer, vi har med vejret.
Claus Løwe Klosergård, Alternativet

Ideen går ud på at sænke vandstanden i den opstemmede sø med op til en meter. Det skal ske med at åbne ekstra for turbinerne ved Tangeværket.

Politikerne lægger ikke op til en permanent løsning, men hvis man ved, at der er udsigt til megen regn, kan man i god tid sænke vandstanden og dermed bruge søen til at holde mere vand tilbage.

En anden fordel ved den lavere vandstand skulle være, at vandet lettere kan strømme fra åen ud i Tange Sø. Det skulle også kunne fjerne de sandbanker, der ligger som en prop ved åens udmunding i søen.

- Det er en teoretisk ting, som vi har en stor forhåbning om vil virke. Og derfor vil vi prøve det her af, siger Claus Løwe Klostergård.

Frygt for jordskred

I første omgang vil kommunen bruge 140.000 kroner på at undersøge mulighederne for og konsekvenserne af at sænke vandstanden, men planen bliver allerede på forhånd mødt med skepsis. Kritikerne er blandt andet nervøse for, om et lavere vandtryk i søen kan skabe jordskred og revner på huse og veje omkring søen.

- Vandpresset holder meget af vejene, togbanen og mange af husene på plads. Og hvis man fjerner vandpresset, er der en risiko for sætningsskader. Den risiko synes jeg ikke, at man skal løbe, siger Jarl Gorridsen, der er formand for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø.

Claus Løwe Klostergård understreger dog, at det netop er sådanne forhold, som en forundersøgelse skal være med til at belyse.

- Hvis der er indikationer om, at der kan ske noget, må vi tage højde for det - inden vi går ud og gør noget, siger han.

Borgmestrene i kommunerne langs Gudenåen mødes for at drøfte forslaget den 5. februar.

Frustrerede borgere i området omkring Gudenåen har tidligere inviteret politikerne til borgermøde på Svostrup Kro. De mener ikke, at politikerne tager udfordringerne med oversvømmelser seriøst nok. Fra 26. november 2019.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her