BSV ramt af dommerfejl: Konkurrenter støtter brug af video

BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen vil indføre et challenge-system i håndbold, som man kender det fra tennis. Hans klub blev hårdt ramt i weekenden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen vil indføre et challenge-system. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix
Af Mie Hansen
I samarbejde med tv2.dk

Skridt, angrebsfejl, overtrådt og dobbeltdribling.

Det er blot nogle af de mange kendelser, dommerne skal holde styr på i håndbold.

Men når dommerne skal vurdere situationerne på få sekunder, sker der fejl. Eller fejl bliver overset, og det skal der laves om på med videohjælp til dommerne, mener flere topklubber.

Direktører i både Aalborg Håndbold og GOG bakker op om BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsens forslag om at indføre et challenge-system.

Vi brokker os alle sammen over dommerne, og det er utrolig synd for dem. Derfor skal vi forsøge at hjælpe dem. Ellers så skal vi lade være med at brokke os så meget over dem. 
Peter Bruun Jørgensen, håndbold-ekspert

På Fyn ser man fordele ved at indføre systemet. Dog pointerer Kasper Jørgensen, der er direktør i GOG, at kvaliteten af videomaterialet skal være ens for alle klubberne.

- Det vil da være positivt, men det kræver, at vi har billeder, der kan vise hændelserne, og at vi har ligeværdige billeder fra alle kampene, siger Kasper Jørgensen til TV 2 SPORT.

Hele debatten startede efter weekendens slutspilskamp mellem Mors-Thy og Bjerringbro-Silkeborg (BSV), hvor Mors-Thy vandt 25-24 på et mål, der aldrig skulle have været godkendt. Mors-Thys sejrsmål blev nemlig sendt i netmaskerne efter en dobbeltdribling.

Den hændelse har fået BSV-træner, Peter Bredsdorff-Larsen, til at foreslå et nyt videosystem, der skal hjælpe dommerne.

- Et challenge-system ligesom vi kender det fra andre sportsgrene. Vi skal sørge for at skabe de bedst tænkelige forudsætninger, for at dommerne kan udføre deres arbejde, siger Peter Bredsdorff-Larsen til TV 2 SPORT.

En rundspørge foretaget af DR Sporten viser, at 22 ud af 26 ligatrænere støtter ideen om et challenge-system.

Klubkonkurrenterne er positive

I håndboldmiljøet er forslaget altså kommet godt fra land. Blandt andet er klubkonkurrenterne fra Aalborg Håndbold positive overfor ideen.

- Man burde overveje, om det kan lade sig gøre, fordi i så vigtig en kamp er det ærgerligt, at så markant en fejl bliver afgørende. Hvis man kan ændre det, så skal man gøre det, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, til TV 2 SPORT.

TV 2 SPORT’s håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen fremhæver desuden, at det vil lempe presset på dommerne, hvis man gav dem en hjælpende hånd i form af mere video.

- Vi brokker os alle sammen over dommerne, og det er utrolig synd for dem. Derfor skal vi forsøge at hjælpe dem. Ellers så skal vi lade være med at brokke os så meget over dem, siger Peter Bruun Jørgensen.

Håndbold er ikke så simpelt

En af dem der kan blive påvirket af challenge-systemet er GOG-stregspilleren Torsten Laen. Han er lidt mere skeptisk overfor ideen.

- Challenge ser man i badminton, tennis og amerikansk fodbold, hvor der er mange pauser i spillet. Det fede ved håndbold er, at der er høj intensitet i hele kampen. Vi skal helst ikke stå stille i længere tid og se på, om dommerne dømmer det ene eller det andet. Det er menneskeligt at fejle, siger Torsten Laen til TV 2 SPORT.

- Jeg ønsker ikke at være dommer i moderne håndbold. Det går så stærkt, og man skal forholde sig til meget på kort tid. I badminton og tennis kan man se, at bolden er inde eller ude, det er meget simpelt, men det er lidt mere gråzone-agtigt i håndbold.

- Det er et spændende forslag, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er det rigtige, siger stregspilleren, der samtidig pointerer, at han tror, at man fortsat vil diskutere dommernes kendelser, selvom de er dømt ud fra videomateriale.

Alt kan lade sig gøre

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, og derfor mener Jan Larsen, at man skal nedsætte en gruppe, der kan diskutere, hvad der er muligt, og hvad der ikke er.

- Det kan jo være, at vi kommer frem til, at det er for dyrt og kompliceret, men jeg synes at ideen er god, siger Jan Larsen.

Hos Dansk Håndbold Forbund har man tidligere talt om, hvorvidt challenge-systemet skulle indføres i sporten, men det blev aldrig en realitet.

Nu tages emnet op igen, og Frank Smith, der er turnerings ansvarlig hos DHF, siger, at det er realistisk, hvis klubberne vil hive pengesedlerne frem.

- Det kræver noget teknik og økonomi. Det er klubberne, der skal tilvejebringe økonomien, og det kan blive en udfordring, fordi det må antages at være et forholdsvist dyrt system, der skal anskaffes, siger Frank Smith.

Selvom dialogen først lige er genopstået, tror Peter Bruun Jørgensen, at mere videohjælp bliver en del af sporten på et tidspunkt.

- Det kommer til at ske på et eller andet tidspunkt. Det er jeg helt overbevist om. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det kommer til at ske, vurderer Peter Bruun Jørgensen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her