Holder pause fra 'Vild med dans' efter 13 sæsoner - nu skal han være far
Aarhus-danseren Mads Vad har været med i 'Vild med dans', siden han var 21. Nu holder han pause, fordi han skal være far.
Der kommer til at mangle et velkendt ansigt, når 'Vild med dans' blænder op for endnu en sæson til efteråret.
Den 34-årige professionelle aarhusianske danser Mads Vad har nemlig valgt at holde en pause fra tv-programmet, der optages i København.
Det skyldes gode nyheder. Han og hustruen, Nana Strand, skal være forældre til en søn til maj, og det har sat tankerne i gang.
- Tanken om at skulle efterlade ham og Nana alene i Aarhus i tre-fire måneder, kan jeg slet ikke leve med. Jeg har derfor skullet mærke efter, og det vigtigste lige nu er at kunne være verdens bedste far, når han kommer til verden, siger Mads Vad til TV 2.
Danseren tager derfor orlov fra programmet, og han kan se frem til en markant forandring, da han, siden han var 21 år gammel, har tilbragt sit efterår i et danse- og tv-studie.
- Jeg elsker programmet og alle dem, der følger med på skærmen hvert år. Og især alle de 100 mennesker bag kameraet, som er blevet mine kolleger og venner. Det bliver rigtig underligt, men samtidig er der noget, der overskygger den følelse og savnet i ikke at lave 'Vild med dans', siger Mads Vad og bemærker:
- Det ved alle, der skal være forældre, at det er bare det største, og det man glæder sig allermest til. Det er så ubeskriveligt fantastisk.
- Jeg kender mig selv
Mads Vad er en sand veteran i danseuniverset, og i løbet af sine 13 sæsoner i 'Vild med dans' kan han tænke tilbage på to førstepladser, to andenpladser og to tredjepladser.
Det var også under 'Vild med dans' i efteråret, hvor han nåede til finalen med skuespilleren Molly Egelind, at han fandt ud af, at hustruen var gravid. Han skulle dog have de sidste shows overstået, før han kunne tænke en sæson frem.
- Vi blev overrasket over, at det var gået så stærkt, men det blev vi bare glade for. Under 'Vild med dans' har jeg en regel om, at jeg aldrig må tænke i sæsonen efter, for så mister man fokus, fortæller Mads Vad, der uddyber, at Nana også var indstillet på løsninger som at tage babyen med til København, hvis han ville være med igen.
- Men jeg kender mig selv, og når jeg laver 'Vild med dans', så tænker jeg på det hele tiden, selv når jeg ligger derhjemme i sengen, er jeg mentalt henne i næste uges program, siger han.
Derfor har han brugt tiden efter finalen på at mærke efter.
- Jeg er nødt til at kunne være 100 procent far, inden jeg fylder min kalender op med alt muligt andet, siger Mads Vad.
Udover at have været en fast del af 'Vild med dans' driver han også en danseskole i Aarhus med afdelinger i flere byer.
Den lille familie er i øjeblikket ved at lave hjemmekontoret om til et børneværelse, og selvom Mads Vad ikke kommer på 'Vild med dans'-gulvet i næste sæson, vil han ikke afvise, at han dukker op blandt publikum.
Redaktør: Det er fuldt ud forståeligt
'Vild med dans'-redaktør Thomas Richardt Strøbech bekræfter også, at Mads Vad holder barselsorlov til efteråret, og han vil gerne lykønske den kommende far.
- Vi ønsker Mads Vad et stort tillykke med den kommende rolle og bakker op om hans beslutning om en barselspause. 'Vild med dans' er benhårdt arbejde for de professionelle dansere, så selvom vi vil savne Mads både på og bag scenen, er det fuldt ud forståeligt, at han i år bruger sin tid på at være 100 procent til stede i den oplevelse, det er at blive far, siger han.
Mads Vad kan desuden gå på barsel med en særlig oplevelse i bagagen. Han synes nemlig, at sidste sæson var noget særligt. Det kom også til udtryk på dansegulvet, da dommer Jens Werner sagde til ham:
- Jeg synes, at du i denne sæson har fundet et andet niveau. Måske fordi du også er blevet ældre og mere erfaren. Det har krævet noget ekstra at søge ind til Molly, fordi hun startede på et godt niveau. Lige pludselig blev du også nødt til at opgradere din kunnen og viden.
Dengang sluttede han af med at kalde Mads Vad for en "gudsbenådet koreograf".
- Du har detaljer omkring alt, hvad der hedder musik og styling. Jeg er virkelig beæret over at være i selskab med dig hver fredag aften.
Læs også:
Det fik tårerne frem hos hovedpersonen.
- Da han begyndte at sige de ord til mig, var det som om, jeg slet ikke stod inde i 'Vild med dans'-studiet. Det var surrealistisk, og jeg blev meget rørt, lød det dengang fra den 34-årige professionelle danser.