Kontante bonusser på vej til hospitalsansatte
Et flertal i Folketinget sendte 1 milliard kroner i retning af regionerne. Nu er aftalerne ved at falde på plads.
Snart kan hospitalsansatte i Region Midtjylland se frem til en kontant bonus på 10.000 kroner.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
5. december besluttede et flertal i folketinget at tilføre én milliard kroner ekstra til det hårdt trængte sundhedsvæsen henover vinteren i form af den såkaldte vinterpakke.
Det er op til regionerne at vurdere, hvordan de vil bruge hver deres del af milliarden – dog efter drøftelser og forhandlinger med relevante faglige organisationer.
I Region Midtjylland er aftalen nu på plads, og regionen forventer, at de faglige organisationer mandag vil tilslutte sig den.
- Jeg glæder mig over, at vi med aftalen på en meget kontant måde kan anerkende medarbejdere, som oplever meget stor belastning i forhold til aften-, nat- og weekendarbejde i det daglige, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.
Sådan er milliarden fordelt mellem regionerne
Region Midtjylland 216,1 million
Region Nordjylland 103,4 millioner
Region Syddanmark får 214 millioner
Region Hovedstaden: 312,5 millioner
Region Sjælland: 154 millioner
Bonusser på 10.000 kroner
Region Midtjyllands aftale indeholder en fastholdelsesbonus på 10.000 kroner til medarbejdere i ”særligt vagtbelastede afsnit”.
Det omfatter cirka 11.000 medarbejdere, som får udbetalt bonussen i to rater på 4000 kroner i slutningen af januar og 6000 kroner i slutningen af april.
Samtidig får de medarbejdere, der påtager sig overarbejde eller frivilligt ekstraarbejde en ekstra kontant belønning på 200 kroner i timen. Den bonus lægges oven i de tillæg, arbejdet normalt udløser.
- Der ligger en ekstra belønning - og måske et ekstra incitament - til alle medarbejdere på hospitalerne, som hen over de kommende måneder vil gøre en ekstra indsats og bidrage til, at vi kommer godt gennem vinteren og får hjulpet de patienter, der har fået udskudt deres behandling, siger Anders Kühnau.
Formålet med aftalen er at fastholde sundhedspersonale og "styrke aktiviteten på hospitalerne", for at få dem godt gennem vinteren.
Aftalen træder i kraft mandag den 20. december for de faglige organisationer, der tilslutter sig, oplyser Region Midtjylland.
Aftale underskrevet i Hovedstaden
Også i Region Hovedstaden er fordelingen af pengene på plads.
Her oplyser regionen i en pressemeddelelse, at en række faglige organisationer fredag skrev under på en aftale, som træder i kraft med øjeblikkelig virkning.
Pengene skal gå til "de mest belastede og vagttunge afsnit", men hvordan de konkret skal bruges fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Ifølge Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden indeholder den dog også tillæg, som skal fastholde hospitalsansatte og hjælpe til at rekruttere nye.
Dertil kommer et højere tillæg til dem, som arbejder på afdelinger med høj vagtbelastning, påtager sig ekstra arbejde eller tager vagter i hospitalernes interne vikarkorps.
- Vores fokus er især på, at flere sygeplejersker bliver på jobbet og kan medvirke til at give patienterne den pleje og behandling af høj faglig kvalitet, som de forventer”, siger kredsformand Kristina Robins i en skriftlig kommentar.
Ifølge Region Hovedstaden er det nu op til direktionerne på regionens hospitaler og akutberedskab at bruge pengene ”med udgangspunkt i de rammer, som er fastsat i aftalen”.