Kuldebølgen ruller nu ind over Danmark - vil føles som -10 grader
Kulden kommer til at gå gennem marv og ben - og nogle steder kan man få snebyge
Den sibiriske kulde er nu på vej ind over Danmark fra øst og vil lørdag give store dele af landet dagsfrost, og i det blæsende vejr vil det føles, som om temperaturen er under -10 grader.
Lørdag morgen er vi stået op til temperaturer, der især i den østlige del af landet ligger mellem 2 og 4 graders frost.
På Bornholm føles de -2,5 grader som i de tidlige morgentimer blev målt ved Hammerodde kombineret med en hård vind på 13,8 m/s som var temperaturen nede på -12 grader.
Dagsfrost i store dele af landet
Den kolde luft fortsætter ind over landet og især ved Østersøen bliver det blæsende, så der venter en iskold lørdag i store dele af landet.
Når temperaturen midt på dagen er højest vil man i den vestlige del af landet akkurat nå lige over frysepunktet, mens kulden har bidt sig fast i de østlige egne, hvor man kan forvente en dag med dagsfrost, og det første af en række af isdøgn over Danmark.
Med fortsat blæsende vejr, som fortsætter ved Østersøen, vil det føles som var temperaturen mellem 5 og 10 graders frost.