Mikkel Beha mistede sin far til jul - det sendte mørke skyer hen over himlen
Selvom han nu er familiens ældste, savner Mikkel Beha at være "nogens barn". Midt i sorgen begyndte han at skrive til sin far, den østjyske eventyrer Troels Kløvedal.
Denne artikel er tidligere udgivet på tv2.dk i november 2019.
___
Han var død. Han sad ikke lige oppe ved skrivebordet, som han plejede, eller gik rundt nede i haven på gården. Og det ville han aldrig komme til igen.
Troels Kløvedal, langfartskaptajnen, sin tids største eventyrer – Mikkel Behas far.
Læs også:
Det var lillejuleaften 2018 og samtidig den dag, hvor Mikkel Beha blev forældreløs.
Om morgenen havde hans far lagt sig til at sove for aldrig at vågne igen. Det sidste farvel var ventet. Men hvad der ikke var ventet, var den bølge, der skyllede ind over Mikkel Beha i tiden efter.
Siden den lillejuleaftensdag har han kæmpet med sorgen over at være uden forældre. Ikke at have de to mennesker, der har kendt ham hele livet og elsket ham ubetinget.
Sorgen har fået Mikkel Beha til at gøre ting, som han aldrig selv troede, han ville gøre – nemlig at skrive til en, der ikke længere svarer, fordi han ikke er her mere.
Ordene blev til breve. Og brevene fik nogle af hans tanker til at falde på plads.
Det første lød sådan her:
Kære Fatter.
I går var det seks måneder siden, du døde. Det kan måske virke underligt at skrive til dig, når du ikke længere tømmer postkassen ude i vognporten hjemme på Vestergården, og vi lukkede din mailkonto nogle få dage efter, at du døde. Men selvom du er død og begravet, er du jo ikke min far mindre af den grund, og jeg savner at skrive med dig.
Forældreløs
Mikkel Beha synes egentlig, at ordet “forældreløs” lyder mærkeligt.
Det er noget, som børn bliver. Ikke noget man er, når man er over 50 år, og ens far har levet et langt og godt liv. Og så alligevel.
Læs også:
- Man er jo stadig barn af nogen, selvom man er over 50 år. Det kan lyde tudefjæs-agtigt at sige, men sådan er det. Og for mig sendte det nogle meget mørke skyer hen over himlen, siger Mikkel Beha.
Hans far, Troels Kløvedal, nåede at være syg i 2,5 år af den dødelige nervelidelse ALS.
Gradvist så Mikkel Beha, hvordan sygdommen lammede den mand, der altid havde levet af at bevæge sig rundt i verden, og som ofte havde hjulpet Mikkel Beha i sikker havn.
Det var hårdt at se på. Men fordi sygdommen tvang kaptajnen til at kaste anker i hjemmet, fik de også tid til at være sammen. Som far og søn. Det var en gave – for når begge ens forældre går bort, kommer de aldrig igen.
Den erkendelse ramte efterfølgende Mikkel Beha hårdt.
- Meget af det, vi oplever i vores liv, er ikke rigtig uigenkaldeligt. Slår man op med en kæreste, finder man måske en, der var lige så sød eller sødere. Men sådan er det bare ikke, når nogen dør. Der kommer ikke nogen ny mor eller far, som er næsten lige så god. For der kommer slet ikke nogen. Og det er røv og nøgler. For man gad bare godt, at de var her, siger Mikkel Beha.
MIKKEL BEHA
Født i 1966 (53 år)
Tv-vært, forfatter og foredragsholder.
Aktuelt med nye afsnit af 'Kurs mod nord' på TV 2 og bogen 'Logbog fra Wallenberg – En fortælling om at tage afsked - og leve livet lige så længe vi har det', som udkommer 15. november.
Gift med Marian Midé. Far til sønnerne Emil, Theis, Alfred - og farfar til Hugo.
De mørke skyer
Troels Kløvedal blev begravet fra Holmens Kirke i København 3. januar 2019. Og i ugerne efter mærkede Mikkel Beha en følelse, han aldrig havde haft før.
Han orkede ikke mere.
Han pakkede sig ind og gik ture rundt i København. På Nørrebro, hvor han var blevet født. I Indre by, hvor han havde boet sammen med sin mor og far i en lille kvistlejlighed. Og forbi Café Sorgenfri, hvor han tit som voksen havde mødtes med sin far til en flæskestegsmad og en fadøl.
Indimellem blev han ramt af en form for melankoli. Som om tankerne kun spillede efter de helt dybe toner i hans hoved.
- Hvor kommer det fra? Og er det noget nyt, der har tænkt sig at blive, tænkte Mikkel Beha.
Trætheden sad helt inde i knoglerne på ham. Hans fars sygdomsforløb, begravelsen og arbejdet med at gøre et nyt, gammelt skib klar havde fyldt stort set alt det seneste år.
Han stod over for en stor rejse med hele familien – hustruen Marian, sønnerne Emil, Theis og Alfred og deres kærester og barnebarnet, Hugo. Normalt holdt han gerne dampen oppe på familiens projekter. Men lige der virkede det hele uoverskueligt.
Måske skulle han bare aflyse resten af rejsen og droppe de sidste programmer af tv-serien 'Kurs mod nord', som familien var gået i gang med at optage?
Allerede da hans far var syg, havde han luftet tanken for ham. Og flere måneder senere kunne han nu stadig høre kaptajnens svar:
- Mikkelmand, ikke tale om. Der kommer altid noget i vejen. Min forestående død vil helt sikkert også komme ubelejligt.
Kvinden på kirkegården
Et par uger inde i januar tog Mikkel Beha forbi sin fars gravsted på Holmens Kirkegård i København.
Det havde krævet tilløb for ham at komme der. Selvom gravstedet ikke havde fået en sten endnu, var det et meget definitivt og håndgribeligt bevis på, at hans far ikke var her mere.
På den ellers tomme kirkegård passerede Mikkel Beha en ung kvinde.
Hun drejede to gange til venstre, mens han selv drejede to gange til højre, så de igen gik mod hinanden.
De stoppede begge op og blev enige om at følges et stykke vej.
Kvinden fortalte, at hun havde kærestesorger. Mikkel Beha fortalte om sin far, at han var taget herfra, og at han savnede ham “ad pommern til”.
Han forklarede, at det var svært at forestille sig, at han ikke længere skulle svinge forbi sin fars hjem. Og at det var ensomt pludselig at være uden sin far og mor. Også selvom man har en stor familie med masser af kærlighed.
Efter 20 minutter gav de hånd og gik hver deres vej.
Den Troels Kløvedal, som han kendte, havde igen fået lov at fylde. Selvom han ikke var her mere.
Mikkel Beha følte sig ikke specielt spirituel, men mødet med kvinden havde alligevel været noget særligt.
- Måske engle kommer i mange afskygninger, tænkte han.
Nordnorge, juni 2019
Som ugerne gik, og dagene blev længere og lysere, kom lysten til at rejse ud i verden tilbage. I Nordnorge ventede spækhuggere, isbjørne, kælvende isbjerge og til sidst familiens slutmål – nemlig Europas nordlige endestation, øgruppen Svalbard.
Det var herfra, at Mikkel stod på åbent hav i lyset fra sin Mac-computer og skrev de første ord til sin far i juni 2019.
Læs også:
Det var lykkedes at nå slutdestinationen. Som planlagt var resten af familien fløjet hjem til Danmark, og Mikkel Beha havde besluttet sig for at sejle alene ind til fastlandet.
Gennem koøjet på skibet kunne han se et par store havfugle svæve i vinden. Han havde lige sat kursen mod syd og havde 3,5 døgn på havet foran sig, da de første ord "Kære Fatter" blev nedfældet.
Hvem ved, om du svæver rundt derude et sted mellem stjernerne, og skulle du gøre det, er der næppe kommet Wi-Fi på de kanter, så jeg forventer ikke svar. Men du får altså alligevel en form for logbog, som jeg har tænkt mig at skrive de næste 3-4 døgn, mens jeg sejler alene fra Svalbard tilbage mod Norges fastland.
Vores daglige mailkorrespondance op til din død nød jeg virkelig. Både at få vendt alle de små dagligdags udfordringer med at sætte Wallenberg i stand, vores store familie og verdens gang i al almindelighed. Men også alle tankerne om det gode i livet og naturligheden i, at det har en ende, og det derfor er så pokkers vigtigt at gøre sig umage for at få det bedste ud af det.
Alene på dækket kunne Mikkel Beha mærke, at han blev rørt. Til at starte med kunne han ikke helt forene sig med følelsen.
- Hold nu kæft, Mikkel. Du er 52 år gammel. Du kan jo ikke stå her og flæbe, mens du skriver breve til din afdøde far, tænkte Mikkel Beha først for sig selv.
Udover de fem meter høje bølger var der for første gang i lang tid helt stille omkring ham.
Der var ingen, han skulle passe på, eller som kunne sige, at det da var for "åndssvagt" at skrive til en død person.
Så han besluttede sig for at skrive et brev mere.
Og et mere.
Han fortalte sin far, at han var træt. At det havde været et år med mange opgaver, hvor et stort ansvar havde hvilet på hans skuldre, fordi der ikke længere var et ældsteråd at læne sig op ad. En mor og en far.
Jeg savner jer begge til at kigge på mig og tænke:
”Det kan godt være, at han ikke lyttede meget efter i skolen, begyndte at ryge cigaretter alt for tidligt, kom til at stjæle en knallert eller to og havde nogle teenageår, hvor han givetvis var pisseirriterende, og aldrig fik en uddannelse, men han gjorde det sgu meget godt alligevel, ham Mikkelmand.”
Jeg kan jo ikke sidde 52 år gammel som nybagt farfar og sige, at nu vil jeg gerne have min far og mor. Jeg er jo, sammen med kusine Pil, blevet den ældste i stammen og ved godt, at der følger et vist ansvar med det. Jeg skal bare lige finde ud af også at vokse med det.
Bare far og søn
Mens Mikkel Beha overgav sig, og ordene pludselig flød, dukkede forskellige minder op i erindringen – lige fra barndommen til hans fars sidste tid.
Der var lange perioder, hvor hans far havde været væk med Nordkaperen, huskede han. Men han forbandt det ikke med et smertefuldt afsavn. Andre gange havde de jo været alene afsted. Bare de to. Eller hjemme i kollektivet Maos Lyst i København.
Mikkel Beha havde været i 30'erne, da han hans mor døde af kræft.
Med årene var sorgen over at have mistet hende langsomt blevet til et kærligt savn.
Nu viste savnet til hans far sig på nye måder, han slet ikke havde forestillet sig.
Det er de besynderligste ting, der dukker op i erindringen. Forleden hørte jeg en eller anden lyd, der fik mig til at tænke på lyden af din skrivemaskine ude fra forkahytten. Og duften af den; skrivemaskiner dufter lidt af farvebånd, metal og meget gamle nullermænd, hvis du skulle have glemt det. Og da jeg i Longyearbyen (norsk by, red.) forleden tog den lille cykel, vi har med ombord, og kæden hoppede af på vej op til købmanden, kom jeg i tanke om den tur, vi to cyklede rundt i hele Danmark, dengang jeg var ti år gammel, og duften af candyfloss, fordi vi nok er kommet forbi et omrejsende tivoli.
Det er nyt, at den slags barndomsbilleder, dufte og lyde dukker pludselig frem igen. Så stod jeg der, på en støvet kulminevej i Longyearbyen på Svalbard, og fik lyst til at tude, fordi jeg synes, det er så øv, at du ikke er her længere.
Gamle træer falder, Mikkel
Mikkel Beha kom til at tænke på noget, som hans far havde skrevet på sin iPad, da respiratoren til sidst trak vejret for ham:
- Vi er jo bare en del af naturens gang. Træer vokser op ude i skoven. Når de bliver gamle, står de ikke lige så godt fast længere og ender med at vælte i en storm. Så efterlader de en lysning i skoven, hvor nye skud kan spire og vokse op.
Mikkel Beha fik en pludselig lyst til at opdatere sin far på tingenes tilstand. Ligesom han havde opdateret ham under hele sygdomsforløbet.
Når det var rigtig øv, var det nemlig ofte, fordi han gerne ville have delt noget med sin far.
Det kunne være nyheden om, at sønnen Alfred var blevet student. Små og store problemer med skibet Wallenberg. At barnebarnet Hugo havde lært at kravle. At han igen snart skulle være farfar. Og at et møde med en ung kvinde på Holmens Kirkegård havde gjort særligt indtryk på ham.
Hvordan begravelsen var forløbet ville han også gerne have fortalt sin far om.
Det var pisse sørgeligt, men på en eller anden måde tror jeg, at vi alle havde haft så god tid og så meget dejlig tid sammen med dig, at begravelsen ikke var det rigtige farvel. Det farvel havde vi alle taget, da vi stod omkring din seng hjemme på gården og så dig tage det sidste åndedrag.
Selve din død tror jeg ikke, jeg vil skrive til dig om, for selvom du sov tungt, er jeg sikker på, at du godt ved, at Else Marie og vi fem børn var ved din side og holdt dig i hånden, lige indtil du lettede.
Farvel, far
Troels Kløvedal havde selv udpeget præsten, kirken og salmerne før sin død.
Kisten – som præsten kaldte Troels Kløvedals sidste skib – var malet i samme farver som Nordkaperen. I midtergangen og langs bænkene lå der flere hundrede blomsterbuketter – fra familiemedlemmer, tidligere besætningsmedlemmer, Kongehuset, kammerater fra Eventyrernes Klub og fra folk, som ikke kendte ham personligt.
Flere gange inden sin død havde Troels Kløvedal selv erklæret, at det “skulle blive en af de begravelser, han selv gerne ville være med til”. En afslutningsfest i højeste gear.
Derfor havde Mikkel Beha og resten af familien ikke været i tvivl, da korlederen var kommet med et særligt forslag nogle dage forinden.
Han sagde, at han havde været ude at hente nogle tidligere medlemmer af koret ind til dagen, og at han ville skrue op for hele pivtøjet, hvis vi troede, at det ville være i din ånd. Der kunne vi med fuldstændig ro i sindet sige, at det bestemt ikke var noget, vi troede, men stensikkert vidste. Nemlig, at du ville have elsket alt, hvad den kunne trække. Hertil svarede han noget i retning af, ”Jamen, så trykker vi pedalen i bund og laver et af de smukkeste musikstykker i kirkens historie.” Ved godt, at det måske er det forkerte sted i teksten at bande, men for fanden, Fatter, du ville have frydet dig.
Det var en skide god begravelse, helt i din ånd.
København, september 2019
Tilbage i København sidder Mikkel Beha på sin husbåd. Udenfor er kastanjer og de rødbrune blade begyndt at falde af træerne.
Når Mikkel Beha ser sig i spejlet, ser han en mand, der både er blevet ældre og mere alvorlig det seneste år.
Efter sin fars død har han tænkt meget på, om de dybe toner ville forblive i hans hoved. I dag er han kommet til en erkendelse af, at det gør de nok.
- Det er nok bare mit nye jeg. Der er kommet et lag mere på, efter jeg skulle tage afsked med min far. Det lag indebærer en smule mere alvor og mere opmærksomhed på ikke at spilde tiden og huske på det, jeg er blevet flasket op med, siger Mikkel Beha.
Det vigtigste, han tager med fra sin far, er ordet "frihed". Når man har friheden, har man også ansvaret for at bruge sit liv på det, man har sat sig for. Netop fordi der er en udløbsdato.
- Hvis der er lidt retfærdighed til i verden, så er det nu mig, der sidder yderst og skal herfra næste gang. Døden er da rykket meget tættere på lige pludselig. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Men indtil nu har jeg levet uden udløbsdato, så det skal jeg lige vende mig til, siger han.
Inde mellem gamle og nye træer
For Mikkel Beha har det taget tid at erkende, at det er okay at savne "at være nogens barn". Savne det der anerkendende blik fra mor og far, der siger: "Det gjorde du sgu godt, Mikkelmand".
Også når man selv er blevet farfar.
- Det var voksne Mikkel, der holdt sin far i hånden, da han døde. Men i savnet og i erindringerne er det jo både Mikkel på 6, 17 og 32 år, siger Mikkel Beha.
Han forsøger i dag stadig at huske sig selv på det, som en god veninde sagde til ham sidste vinter: "Husk, at livet er faser, og tiden en vigtig faktor”.
Når man er igennem en fase, hvor man har mistet sin far, skal man være ked af det.
- Der er ting, man ikke kan forcere eller spole frem. Når man er igennem en fase, hvor man har mistet sin far, skal man være ked af det. Jeg har tænkt: "Ej, nu kan jeg heller ikke gå og pive mere", men der er ting, der skal have sin tid, siger Mikkel Beha.
Og så har han fundet ro i, at store personligheder stadig skal have lov til at fylde, selvom de ikke er her mere.
Tidligere på formiddagen kørte Mikkel Beha hjem fra den havn, hvor skibet Wallenberg ligger lige nu, og hvor han havde overnattet.
På vej hjem holdt han ind ved en landevej tæt ved en skov. For de danske årstider – og særligt efteråret – var noget af det, hans far elskede at komme hjem til fra sine lange rejser.
Mikkel Beha gik rundt et par minutter i solen mellem gule og rødbrune blade.
Mellem faldne træer og nye skud.
Bare lige for at dufte og mærke efteråret, skovbunden, og at hans far stadig var med ham.
Mikkel Behas serie 'Kurs mod nord' kan ses på TV 2 PLAY.
