Nordlys kunne ses fra Danmark

I en times tid kunne man i den forgangne nat se nordlys. Det er anden nat i træk, der blev set nordlys fra Danmark

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nordlys kunne anes fra Mårup kirke i Nordvestjylland natten til den 6. januar. Foto: Paw Nielsen / Seerfoto
Af Anders Brandt og Mads Otte
I samarbejde med tv2.dk

En geomagnetisk storm på Jorden gav lørdag aften og natten til søndag mulighed for at se et nordlys, der med sine karakteristiske grønlige farve kunne anes i horisonten.

Tåge over store dele af landet gav dog udfordringer for mange i bestræbelserne på at se nordlyset. Derfor var det nok de færreste i Østjylland, der fik fænomenet at se.

Men andre steder i Jylland var det muligt.

Med tålmodig og frit udsyn mod nord var der chance for at se nordlys over Danmark i nat. Foto: Ritzau Scanpix

Nordlyset blev set i Nordvestjylland

En af de heldige var Paw Nielsen fra Brønderlsev, der har taget billedet i toppen af artiklen, da han fra Mårup Kirke syd for Lønstrup i Nordvestjylland fangede nordlyset over Vesterhavet.

Nordlys opstår, når elektrisk ladet plasma fra Solen i forbindelse med øget solvind rammer Jordens magnetfelt og går i forbindelse med ioniserede ilt og nitrogenatomer i Jordens atmosfære, som udsender fluoriserende lys i grønlige og rødlige farver.

Netop dette skete i lidt over en times tid omkring midnat, hvor man havde de bedste chancer for at se det i Danmark sjældne himmelfænomen.

Kunne også se nordlys natten til lørdag

Det er anden nat i træk, at Jorden er inde i dette område med elektrisk ladet plasma, som for et par dage siden blev sendt afsted fra områder med huller i Solens korona.

Således kunne man også natten til lørdag se nordlys. Her var det dog kun i den nordlige del af Jylland, man havde vejret med sig.

Nordlys set fra Løkken natten til den 5. januar. Foto: Lena Larsen-Ledet / Seerfoto

Bedre betingelser længere mod nord

Anderledes gode betingelser var der for at se nordlys i det nordlige Skandinavien, i Island og i Grønland, hvor man i aftes og i nat kunne se nordlyset blafre.

Og selv om man nogle gange kan se nordlys i Danmark, så er det til disse egne man skal, hvis man vil have den helt store nordlysoplevelse.

 
 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her