Støtteparti og skolelærerforening opfordrer til nye restriktioner
Elever i folke- og privatskoler har været hjemsendt siden 15. december, som en del af aftale, der skal reducere coronasmitten.
Om præcis en uge skal landets skolebørn vende tilbage til klasseværelserne.
Men der skal lægges en mere klar plan for, hvordan det præcis skal foregå. Sådan lyder det fra regeringens støttepartier Enhedslisten og Radikale Venstre. Udmeldingen kommer efter, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil tirsdag sagde, at skolebørnene skal tilbage 5. januar som planlagt.
De to støttepartier efterlyser konkrete tiltag, der skal sikre en coronasikker undervisning, så lærerene ikke føler sig utrygge, når eleverne igen vender tilbage til klasserne.
- Jeg savner en mere klar plan for, hvordan det kan ske under de nuværende smitteforhold, så det er sikkert for både børn, forældre, lærere og pædagoger at vende tilbage, siger coronaordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund til TV 2.
Undervisningsministeriet har meldt ud, at børnene kan se frem til at blive opdelt i mindre grupper, når de starter igen.
Indfør restriktioner for de voksne
Det er blandt andet en lav vaccinationstilslutning for de yngste børn mellem 5 og 11 år, der har skabt bekymring hos lærere, sundhedsmyndigheder og nu politikere for smittespredningen i skolerne.
Andelen af børn mellem 5 og 11 år, der har fået første stik, er kun nået op på 37 procent. 1,3 procent af børnene i gruppen er færdigvaccinerede.
Sundhedsstyrelsen har siden 26. november anbefalet, at børn bliver vaccineret mod coronavirus.
Ifølge Tyra Grove Krause, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, er vaccinetilslutningen blandt skolebørnene essentiel for at holde skolerne åbne.
- Vi vil helt klart gerne have vaccinetilslutningen blandt skolebørnene højere op. Det er det, der skal til for at holde skolerne åbne hen over den næste måneds tid, hvor vi får meget mere smittespredning med Omikron, siger hun til DR.
Hos Enhedslisten mener man ikke, at den lave vaccinationstilslutning skal stå i vejen for skoleåbningen 5 januar.
- Vi har givet et klart løfte om, at denne gang er det ikke børnene, der betaler prisen. Så hellere have nogen flere restriktioner for os voksne, siger Peder Hvelplund. Han peger blandt andet på lukning af storcentre og indførelse af et forsamlingsloft som mulige restriktioner, der kan gøre det muligt at åbne skolerne.
Samtidig peger Peder Hvelplund på flere steder, hvor han mener, at skolerne kan forberede smitteforebyggende tiltag. Her nævner han blandt andet undervisning i mindre hold, tilstrækkelig adgang til både rengøring og hygiejne og mere ventilation.
Radikale Venstre vil have anbefalinger fra eksperter
Mens det står trægt til med vaccinationstilslutningen hos de yngste skolelever, peger også skolelærernes forening på, at det er "meget svært at forestille sig, at skolen kan starte igen 5. januar" uden nye tiltag. Det sagde formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, tirsdag.
Radikale Venstre har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke om at komme med forslag til nye tiltag, der kan indføres i skolerne på baggrund af sundhedsfaglige anbefalinger. Det siger partiets sundhedsordfører, Christina Thorholm, til TV 2.
- Vi skal tage ansvar og lytte til de råd og anbefalinger, som de sundhedsfaglige eksperter kommer med. Vi skal ikke være eksperterne, siger Christina Thorholm, der forventer et svar fra Magnus Heunicke senere i dag, onsdag.
Hun efterspørger samtidig klare retningslinjer for, hvilke redskaber der er nødvendige, hvis der er høj smittespredning i den enkelte klasse eller skole.
Skoleledere håber, nuværende regler er nok
Forslaget fra Radikale Venstre om at lukke skoler ned er allerede en mulighed i dag, lyder det fra formand i Skolelederforeningen Claus Hjortdal, der er glad for, at der sammen med hjemsendelsen af elever for to uger siden har været tid til at arbejde med nye tiltag.
- For en gangs skyld har vi været ude i rigtig god tid med de restriktioner, vi bestemte, der skulle være efter jul – blandt andet opdeling i mindre hold og ikke på tværs af klasserne. Det kender vi til og har forberedt os rigtig godt på.
Det mest centrale værktøj i forbindelse med genåbningen af skolerne er dog ifølge Claus Hjortdal selvtest.
- Det vigtigste for os er, at vi får raske børn i skole. Det vil sige, at de selvtest, der skal laves hos forældrene, bliver taget meget alvorligt. Der er gratis selvtest til alle, så det svarer til, at man tager temperaturen på sit barn, inden man sender det i skole.
Claus Hjortdal understreger samtidig, at det ikke er en mulighed for skolerne at implementere nye restriktioner eller foranstaltninger inden 5. januar, såfremt politikerne på Christiansborg skulle blive enige om nogen, mens Enhedslistens forslag om mere opdelt undervisning vil betyde, at mange skoler så vil blive nødt til at sende udskolingen hjem for at gøre plads.
- Der er en vis usikkerhed ude på skolerne før genåbningen. Hvis det ikke er nok, må vi se på det igen. Men lige nu lukker vi øjnene og håber på, det er nok, siger Claus Hjortdal og tilføjer, at yderligere restriktioner vil kræve en udskydelse af skolestarten.