10.000 tomme boliger: Lokker med gratis husleje, cykler og gavekort
Lige nu er der næsten 10.000 ledige boliger i Aarhus. Det har fået udlejerne til at tage alternative metoder i brug.
Kunne det friste med to måneders gratis husleje? Eller en gratis cykel måske? Eller hvad med et gavekort til Rema1000?
Der er kamp om lejerne på det aarhusianske boligmarked for tiden. For efter mange års bygge-boom er der nu flere boliger end der er lejere.
Og det har fået nogle udlejere til at tage kreative metoder i brug i håbet om at få underskrevet så mange lejekontrakter som muligt.
Tal fra Danmarks Statistik som TV2 Østjylland har indsamlet, viser at næsten 10.000 boliger står tomme i Aarhus Kommune. Det svarer til en fordobling på bare fem år.
Ved boligkomplekset Blækhus i Aarhus Nord, kan man få to måneders gratis husleje. Og ved lejligheder i Risskov Engby kan man udover to måneders gratis husleje også få et gavekort på 3.000 kroner til dagligvarebutikken Rema1000.
Ved det nye byggeri Basecamp på Katrinebjerg kan de 100 første lejere få en gratis cykel oveni lejekontrakten.
Og ifølge Aarhus Stiftstidende, der også har skrevet om tendensen, er kan man som ny lejer på Arresøvej i Risskov også få et gavekort på 10.000 kroner til møbler og gardiner med i hatten.
Udlejer er ikke spor bekymret
Et af de steder, der er ledige boliger, er ved det nye lejlighedskompleks Unity ved vandtårnet på Randersvej.
Siden april er der blevet afsat omkring 150 boliger og tilbage er knap 500 ledige. Men det får ikke udlejeren til at lokke med særlige tilbud.
Det fortæller direktør i Unity Aarhus, Martin Dyrholm.
- Vi har ikke behov for at gå ud og fiske efter lejere, for vi kommer med noget unikt, som der er stor efterspørgsel på, siger Martin Dyrholm.
Han er ikke nervøs for, at lejlighederne skal stå ledige i lang tid.
- Sidst i juli kommer der endnu et ryk på henvendelser og udlejninger, for det er der, de unge mennesker finder ud af, om de er kommet ind på et studie og skal studere i Aarhus. Så det kører planmæssigt, og vi regner med at have fuldt udlejet til december i år, siger Martin Dyrholm.
Boligøkonom: Det er usundt
Boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank kalder den nuværende boligsituation i Aarhus for usund, så er han ikke bekymret over den på længere sigt.
- Det er sådan set lidt usundt. At man normalt betaler husleje for ud er en foranstaltning, der gør, at lejer også har hånden på kogepladen. Hvis man får kastet en lejlighed i nakken, passer man måske ikke på den på samme måde, og det gør, at vedligeholdelsesomkostninger bliver højere for udlejer, siger Mikkel Høegh.
Hvis udviklingen fortsætter i længere tid, bliver det billigere at bo til leje, forklarer han.
- Det er en ekstraordinær situation, fordi der er blevet bygget meget i Aarhus og kommet nye kvarter til. Det kan virke lidt voldsomt. Men det bliver også sådan på sigt, at der igen bliver mangel på boliger i Aarhus, siger boligøkonomen.