Aarhus Kommune: Forholdene på Kongsgården er i bedring

Plejehjemmet Kongsgården er under skarp kritik fra pårørende, der fortæller om omsorgssvigt. Der har været problemer erkender kommunen, men forholdene bliver langsomt bedre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Manglende bleskift, fejlmedicinering, omsorgssvigt.

Det skorter ikke på anklager fra de pårørende til ældre på plejehjemmet Kongsgården i Viby. Og Aarhus Kommune er opmærksomme på problemet og arbejder på at gøre forholdene på plejehjemmet bedre.

Det viser en redegørelse fra Aarhus Kommune, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i. I redegørelsen er konklusionen klar: Tingene er i bedring på Kongsgården.

- Direktionen ser en tydelig positiv udvikling på Kongsgården, står der blandt andet i redegørelsen.

Video: Michael Espersen er så utilfreds med Kongsgården, at han i fredags valgte at flytte sin far. 

Et positivt løft

Her bliver det også fremhævet, at de kommunale tilsyn har haft flere positive bemærkninger over for Kongsgården ved sit tilsyn end tidligere.

- Der ses et positivt løft generelt, siden sidste besøg i december 2018, skrev den tilsynsførende ifølge redegørelsen under sit seneste tilsyn i maj 2019.

Der er ikke ifølge Aarhus Kommunes hjemmeside lavet tilsyn siden maj 2019.

Redegørelsen fremhæver også, at de ansattes sygefravær er faldet og at de pårørende ifølge en pårørendeundersøgelse er blevet en lille smule mere tilfredse fra 2018 til 2019. Dog er de pårørende til ældre på Kongsgården fortsat mindre tilfredse end gennemsnittet i resten af Sundhed og Omsorg.

"Livsfarligt at bo der"

Den svagt stigende tilfredshed hos de pårørende gælder bestemt ikke Michael Espersen, hvis far har boet på plejehjemmet Kongsgården i godt et år. Michael Espersen frygter for sin fars helbred, hvis han bliver boende på plejehjemmet og valgte derfor fredag at flytte ham ud og til at andet plejehjem.

- Jeg kan ikke gamble med min fars liv. Det har kostet ham førligheden at være her. Vi tør simpelthen ikke at lade ham være her. Det er livsfarligt, sagde Michael Espersen i forbindelse med flytningen af sin far.

Hans beskyldninger stammer fra en episode i sommeren 2019, hvor Michael Espersen kom hjem fra 10 dages ferie og opdagede, at hans far var sengeliggende og holdt op med at spise og drikke. Ifølge Michael Espersen var plejepersonalet holdt op med at give ham mad og drikke, fordi de var gået over til god og kærlig pleje den sidste tid nu, hvor faderen ønskede at dø, som plejepersonalet formulerede det for Michael Espersen.

Det dødsønske har Michael ikke kunnet få bekræftet fra sin far og han er chokeret over plejepersonalets manglende pleje.

Aarhus Kommune fremfører, at der er tale om en misforståelse.

- Michael har valgt at flytte sin far, og det er naturligvis beklageligt. Vi har flere gange siden sommeren 2019 talt med Michael om, at han har misforstået personalets udsagn om “god og kærlig pleje” og medarbejderen undskyldte også efterfølgende, siger områdechef for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Lene Offersen til TV2 ØSTJYLLAND

 

Politianmeldt for omsorgssvigt

Heller ikke Charlotte Ahm og Hanne Larsen har oplevet nogen bedring i forholdene for deres 90-årige demente mor og farmor, der bor på Plejehjemmet Kongsgården.
Faktisk mener de, at forholdene er så kummerlige og fejlene så grelle, at de har meldt plejehjemmet til politiet for omsorgssvigt.

Konkret har Charlotte Ahm oplevet, at hendes 90-årige farmor ikke har fået skiftet ble i op mod 12 timer, at hun er blevet fejlmedicineret i en grad, der har sendt hende på hospitalet og at hun ikke er blevet tilset af en læge efter et fald og et slag mod hovedet, der siden sendte hende på skadestuen.

Undskyldning fra kommunen

Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF)  har ikke ønsket at deltage i et interview, men hun har sendt et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg vil gerne undskylde over for de pårørende, at de har haft en dårlig oplevelse på plejehjemmet. Jeg hører dog også fra personalet, at samarbejdet ikke har været nemt, skriver hun og fortsætter:

- Det ændrer ikke på, at jeg kommer til at følge de initiativer, der allerede er igangsat, meget tæt.

Svaret kommer imidlertid for sent, mener de pårørende for op mod politianmeldelsen har Charlotte og Hanne Larsen i tre år klaget til både ledelse og forvaltning i Aarhus Kommune.

Pårørende til beboer på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus rejser nu skarp kritik af forholdene.

Skjulte optagelser

De føler ikke, de er blevet hørt. Derfor tog de i efteråret 2019 kontakt til TV2, som satte skjulte kameraer og mikrofoner op i deres mor og bedstemors lejlighed på plejehjemmet. Optagelserne er lavet over 16 dage i oktober og november 2019.

Optagelserne skulle have været vist i marts som en del af en dokumentarfilm på TV2, men Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg fik Retten i Aarhus til at nedlægge fogedforbud mod at vise dokumentaren. Argumentet var, at de skjulte kameraer krænker privatlivets fred.

Pres for offentliggørelse

TV2 og de pårørende har imidlertid ikke endegyldigt accepteret fogedforbuddet og derfor skal Landsretten senere vurdere det.

Flere presser dog på for at få optagelserne at se, før Landsrettens afgørelse.

Det gælder både Kate Runge, der sidder i Ældrerådet i Aarhus Kommune, Anneke Dapper Skaaning, der er demenspsykolog og flere politikere i Aarhus Byråd.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her