En torn i øjet eller udvikling af byrummet? 150 meter højt byggeri skaber debat
Aarhus Byråd har godkendt en lokalplan, der muliggør byggeriet af Østjyllands højeste hus. Men det kan ødelægge byens sammenhæng, lyder det fra arkitekt.
En klodset mastodont, der rager op over det gamle Aarhus, eller et integreret højhus, der udvikler byrummet og løser pladsmangelsproblemer?
Det er de to poler i den ophedede debat, der netop nu pågår, efter at et flertal i Aarhus Byråd har godkendt en lokalplan, der kan muliggøre et højhus på 150 meter.
Højhuset skal ligge på Mindet 6 og være en del af den udvikling, der skal gøre Sydhavnen i Aarhus mere attraktiv. Med en højde på 150 meter vil det blive Østjyllands højeste bygning.
Arkitektfirmaet C. F. Møller, der står bag projektet, mener, at byggeprojektet spiller ind i den udvikling, Aarhus allerede er ved at gennemgå.
- Parametrene har været at lave noget, der spiller sammen med den udvikling, byen er i gang med i Sydhavnskvarteret, hvor der også bliver lavet 110 meter høje bygninger. Lighthouse og den skala, det har, er jo en del af byens samlede udvikling, siger Michael Kruse, der er arkitekt og partner hos C. F. Møller, til TV2 ØSTJYLLAND.
Desuden mener han, at højhuset med sine 41 etager og knap 50.000 kvadratmeter kan være med til at løse den udfordring Aarhus står over for i de kommende år.
- Der kommer flere mennesker til byen, og det gør der også i Aarhus. Det her er et rigtig godt bud på, hvordan vi kan gøre det uden, at historien forsvinder og uden at skabe pladsmangel, siger Michael Kruse.
Smuk by med helt klar DNA
Det er ikke alle, der er er enige i, at højhuset vil bidrage positivt til byudviklingen. I søndags kunne man i et læserbrev i Stiften læse arkitekt Anders Bové Christensen kalde projektet på Mindet for ”stærkt manipulerende” og af ”dårlig arkitektonisk kvalitet”.
Især placeringen af højhuset i den lavere del af Aarhus bekymrer ham, blandt andet fordi, det risikerer at skabe meget skyggefulde områder.
- Der er det galt, at når man har en smuk by med en helt klar DNA med femetagers bygninger i Aarhus, som ligger i Ådalen. Så er det et fantastisk udgangspunkt at bygge videre på og lave en nyfortolkning af dette. Højhuse skal ikke ligge, hvor det er lavest, de skal ligge hvor det er højest, som oppe på Christiansbjerg eller i Viby, hvor terrænet er højt. Men ikke her, siger Anders Bové Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han mener desuden, at de mange visualiseringer, der er vist i lokalplanen, giver et vildledende indtryk af, hvordan det vil se ud i virkeligheden.
- De er visualiseret, så det populært sagt svarer til at vende en kikkert rundt. Man bruger et wide-vinkel, og så kommer tingene meget langt væk. Når man ser det med sine egne øjne, er det meget voldsommere, siger arkitekt Anders Bové Christensen, der også efterlyser visualiseringer, hvor man kan se bygningen fra bysiden.
Kolossal indflydelse på omgivelserne
Selvom lokalplanen bag højhuset kunne samle et flertal i Aarhus Byråd, er det heller ikke her alle, der er tilhængere af projektet.
- Det giver ingen mening, at vi skal have et 150 meter højt højhus lige på det her areal. I forvejen har vi jo højhusbyggerier rundt omkring, men her bliver det jo helt solitært. Hvis man kigger på nogle af de tegninger og billeder der er, vil det jo komme til at rage fuldstændig op som en mastodont over hele byen, siger medlem af Aarhus Byråd for SF, Jan Ravn Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er Anders Bové Christensen enig i.
- Når man bygger et så stort hus, får det kolossal indflydelse på hele Aarhus midtby og omgivelserne. Det bliver så stort, at når man står for eksempel nede på Bispetorvet, kommer det til at rejse sig bagved teaterets smukke facade som en mastodont og forandrer dermed teateret til et dukkehus, siger han.
Michael Kruse peger i stedet på, at højhuset er skabt med de eksisterende rammer for øje.
- Da vi gik i gang med at analysere bygningen, kunne vi se, at den har den en meget enkel struktur. En v-form med en lagerhal imellem, der ligger ud mod havnen. Ideen med projektet er at tage lagerhallen ud og placere det nye højhus som en integreret del af det eksisterende, siger han.