To frihedsberøvet og en anholdt i sag om efterladte børn

Tre personer er i Østjyllands Politis varetægt i sagen om de to efterladte børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
To børn blev lørdag aften efterladt på Park Allé i Aarhus. Nu er en anholdt og to frihedsberøvet i sagen. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi besøgte søndag aften flere adresser i Jylland i forbindelse med efterforskningen af sagen om de to små børn, der lørdag aften blev fundet efterladt på Park Allé midt i Aarhus.

Hvis man har en identitet på børnene eller deres forældre, må man meget gerne ringe til os via 114.
Michael Kjeldgaard, politiinspektør, Østjyllands Politi 

I den forbindelse blev to personer administrativt frihedsberøvet for at sikre deres identitet. Yderligere en person blev anholdt.

Østjyllands Politi indkaldte til pressemøde mandag eftermiddag. Du kan se hele pressemødet nederst i artiklen.

Den anholdte er en 54-årig kvinde. Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør kl. 15 ved Retten i Aarhus. Det oplyser politiet på Twitter.

- Vi arbejder ud fra en mistanke om, at børnene er kommet til Danmark sammen med nogle personer, som opholder sig eller har opholdt sig illegalt i landet. Via vores efterforskning fandt vi frem til nogle personer, som kan have en relation til børnene. Nu skal de videre afhøringer og undersøgelser gøre os klogere på, hvordan børnene er endt på gaden i Aarhus, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Det er ofte i udlændingesager, hvor Udlændingeloven kan være overtrådt, at personer bliver administrativt frihedsberøvet.

Børnene, som formentligt stammer fra Afghanistan, er blevet overdraget til Familiecentret i Aarhus Kommune, og de har det efter omstændighederne godt.

Massiv interesse

Sagen om de to børn har givet mange telefonopkald fra både borgere og presse.

- Vi har oplevet en massiv interesse fra borgerne, der både har tippet os og tilbudt at tage sig af børnene, og det er vi meget taknemmelige for. Nu har vi snævret efterforskningen ind og har nogle konkrete spor at gå efter, men hvis man har en identitet på børnene eller deres forældre, må man meget gerne ringe til os via 114, siger Michael Kjeldgaard.

Østjyllands Politi vil i løbet af mandag foretage yderligere efterforskningsskridt og afhøringer, og kan derfor p.t. ikke oplyse yderligere om sagen.

Men klokken 15 holder politiet et pressemøde i Aarhus, hvor politiinspektøren fortæller yderligere om den efterforskning, der har fundet sted. Her vil han også sætte flere ord på, hvorfor en person er blevet anholdt, og to er frihedsberøvet.

På pressemødet deltager også direktøren for social- og beskæftigelsesdirektør i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen, som vil fortælle om kommunens rolle i forhold til børnene.

Bad om arbejdsro

Efter Østjyllands Politi søndag frigav billeder af de to børn, der blev fundet efterladt på Park Allé i Aarhus lørdag aften, blev man bestormet med henvendelser. I en sådan grad at søndag aften måtte bede om arbejdsro.

- Vi kan simpelthen ikke følge med på telefonerne, og har pt brug for lidt arbejdsro til at forfølge nogle af de spor, vi har at gå efter, skrev politiet på Facebook og fortsatte:

- Så en opfordring til eventuelt at skrive en mail til os, hvis du har et vigtigt tip. Vi følger op på alle relevante henvendelser.

Børn på et og 2,5 år

Politiet har fået både konkrete tip om børnene og deres forældre samt omsorgsfulde forslag i forhold til børnenes fremtid, som politiet modtager.

- Børnene har det fortsat godt, og der skal nok blive taget kærlig hånd om dem, slog Østjyllands Politi i den sammenhæng fast.

Der er tale om en cirka etårig pige med sort hår, der var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker samt en blå hue, og en dreng på cirka to og et halvt år, ligeledes med sort hår og iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.

Ud over oplysninger om børnene efterlyser politiet også forældrene, vidner eller personer med oplysninger om de to børn.

Pigen vurderes til at være cirka et år gammel.  Foto: Østjyllands Politi
Drengen vurderes til at være cirka to og et halvt år gammel.  Foto: Østjyllands Politi

- Nu skal vi have set på, om der er yderligere videoovervågning fra området, vi kan bruge til den videre efterforskning, har vagtchef ved Østjyllands politi, Per Bennekov, tidligere oplyst til TV 2.

Politiet har også frigivet et billede af den klapvogn, den lille pige sad i, da børnene blev fundet.

Klapvognen, den lille pige sad i, da hun blev fundet lørdag. Foto: Østjyllands Politi Foto: Østjyllands Politi

Overdraget til sociale myndigheder

Det var Claus Vitved, der sammen med en ven fandt de to små børn stående alene på Park Allé i Aarhus.

- Det var noget i mig, der tænkte, at der var noget forkert ved, at så små børn stod alene en meter fra en så trafikeret vej. Det er et farligt sted, siger han til TV 2.

Efter at have afsøgt området for børnenes forældre uden held, ringede de to østjyder til politiet.

Herefter blev børnene taget med på politistationen i Aarhus, og senere lørdag blev de overdraget til Familiecentret i Aarhus Kommune.

Skal have tolk ud

Politiet var mandag morgen ved at skabe overblik over spor og mulige veje at gå for at finde de to børns ophav.

Dengang var planen at få en afghansk tolk ud, da man formoder, at børnene er af afghansk oprindelse. Den store dreng har i hvert fald et sprog, som formodes at være afghansk med dari-accent.

Kortet her viser Park Allés placering. Det var i den gade, at børnene blev fundet lørdag aften.

Dari tales af en stor del af befolkningen i Afghanistan. Sammen med pashto er det et af de officielle sprog i landet.

Tidligere arbejdede politiet ud fra en teori om, at drengen og pigen havde rødder i Østeuropa.

Generelt kigger politiet bredt i forsøget på ikke at lægge sig fast på noget.

VIDEO: Se hele pressemødet her. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her