Nedlagt skole får ny funktion - igen

Den gamle Frydenlundskole kan fra denne uge føje endnu en funktion til sit cv, efter kommunen og ukrainske flygtninge rykker ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Frydenlundskolen har fungeret som folkeskole i 47 år. Foto: Google Maps

Den nedlagte Frydenlundskole i det vestlige Aarhus har efterhånden haft mange funktioner. Og mandag åbner den igen i nye klæder.

I den kommende tid skal den nemlig fungere som et velkomstcenter for ukrainske flygtninge. Det betyder, at medarbejdere fra kommunen, der blandt andet har ansvar for skoler, børnehaver og vuggestuer, fritids- og sundhedstilbud, vil stå til rådighed på skolen.

- Det giver familierne hurtig adgang til professionel hjælp og vejledning på stedet. Det giver også ukrainerne mulighed for at mødes og danne netværk med andre ukrainere i Aarhus, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, i en pressemeddelelse.

Frydenlundskolen, der ligger tæt på Storcenter Nord, har ikke fungeret som folkeskole siden 2008. Selv om den i dag er delvist optaget af blandt andet Sundhedsplejen og fysioterapeuter, så er der en ledig fløj, hvor velkomstcenteret nu ligger.

Ingen overnattende

De ukrainske flygtninge skal ikke overnatte på skolen, men det er et tilbud til familier med børn op til 18 år, der kan komme og få hjælp.

Aarhus Kommune har op til åbningen arbejdet for at skabe de rigtige fysiske rammer for centeret. Foto: Aarhus Kommune

Det kan de for eksempel få til indskrivning af børnene i kommunens dag- og skoletilbud. På stedet vil der også være pædagoger og lærere til at tage sig af børnene eller arrangere undervisning. Centeret er åbent i hverdagene 9.00-15.00.

- Med en fælles, individuel vurdering af børn og familier, hvor vi samler ekspertisen på samme sted, har vi et godt udgangspunkt for at hjælpe effektivt og rigtigt, siger Thomas Medom i meddelelsen.

Skole skulle være solgt

Det var et faldene elevtal, der fik folkeskolen til at lukke tilbage i 2008. Derefter lagde den i en årrække tag til et 10. klassescenter for elever fra hele kommunen.

Og da det lukkede ned i 2017, blev der talt om at sælge bygningerne. Dengang regnede man med, at et salg ville indbringe kommunen omkring 30 millioner.

En voksende befolkning og dermed også stigende vanskeligheder med at finde velegnede byggegrunde til kommunale tilbud i byfortættede områder fik dog kommunen til at ændre mening. Dele af bygningen blev derefter omdannet til et sundhedshus.

Det vides endnu ikke, hvor længe skolen skal fungere som velkomstcenter.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her