Netto-muskler giver magtskifte i dansk dagligvarehandel
Dansk Supermarked slår for første gang Coop, når det gælder salg af dagligvarer i Danmark
Dansk Supermarked, der blandt andet ejer Netto, Bilka og Føtex, voksede i 2017.
Selskabet med hovedsæde på Rosbjergvej i Brabrand kan se tilbage på et år, hvor markedsandelen i Danmark blev den største nogensinde.
Læs også:
Både omsætning og indtjening voksede i 2017 i forhold til året før - blandt andet takket være en stribe nye Netto-butikker. Det viser selskabets regnskab.
TV2 ØSTJYLLAND var med, da administrerende direktør i Dansk Supermarked Group torsdag formiddag overleverede den gode nyhed til medarbejderne.
- Jeg bliver motiveret af et godt regnskab. Det gør, at vi i Bilka får rigtig mange muligheder for at udvikle os, og et grønt lys giver grønt lys til at sætte nye projekter i luften, siger Diana Godt, der er projektleder i Bilka Marketing, til TV2 ØSTJYLLAND.
Størst på fødevarer i Danmark
Dansk Supermarkeds samlede omsætning landede på 58,8 milliarder kroner mod 57,9 milliarder i 2016.
- Vi havde en samlet omsætningsvækst på godt en milliard, hvoraf to tredjedele er i Danmark. Der var en god udvikling i vores markedsandele - faktisk er vi på det højeste nogensinde, siger administrerende direktør Per Bank.
Dansk Supermarked er for første gang større end Coop, når det gælder salg af dagligvarer i Danmark.
Læs også:
Det skyldes ikke mindst, at Coop Danmark i 2016 lukkede 27 tabsgivende butikker, mens Dansk Supermarked har åbnet en række nye Netto forretninger.
- Vi har været den største detailhandelskæde i Danmark i 10 til 15 år, fordi vi også har butikker i udlandet. Men nu er vi også størst på fødevarer i Danmark, siger Per Bank.
Dansk Supermarked har overtaget et stort Kvickly-varehus i Randers, som bliver omdannet til et Bilka varehus.
- Et godt regnskab betyder, at vi har glade kunder, og glade kunder kommer igen, og det er dem, vi lever af, siger Diana Godt, der er projektleder i Bilka Marketing, til TV2 ØSTJYLLAND.