Nye gymnasieelever kan hverken få opfyldt første, anden eller tredjeprioritet
Selvom ingen af dem har haft skolen på deres prioriteringsliste, så har tre klassekammerater nu fået at vide, at de efter sommerferien skal starte på Aarhus Gymnasium.
Efter sommerferien skal endnu en årgang unge starte på en ungdomsuddannelse.
Men særligt i år bliver der rigtig mange, der ikke kan få ønsket om hvorhenne opfyldt.
Malou Boen Vind, Vera Bruhn Schvartzman og Lara Afshar fra 9. klasse på Skødstrup Skole er tre af dem.
- Vi har fået at vide, at vi skal starte på Aarhus Gymnasium, selvom det hverken er vores første-, anden- eller tredjeprioritet, siger Malou Boen Vind til TV2 ØSTJYLLAND.
Vil undgå overrepræsentation af tosprogede
Grunden til afgørelsen skal findes i en politisk beslutning om, at fem gymnasier i Aarhus har skullet sænke loftet for optag, så elever kan blive ligeligt fordelt på alle byens gymnasier.
En beslutning taget for at undgå en overrepræsentation af unge med anden etnisk baggrund end dansk på blandt andet netop Aarhus Gymnasium - en fusion af det gamle Langkaer Gymnasium og Aarhus Tech.
- Jeg har det rigtig skidt med det, fordi jeg havde brugt lang tid på at oparbejde mig nogle gode karakterer og et godt gennemsnit, så jeg kunne komme ind på et af mine tre ønskede gymnasier, og nu bliver jeg så alligevel sendt et sted hen, som jeg slet ikke havde ønsket, siger Malou Boen Vind.
Også Malou Boen Vinds mor, Tina Vind, efterlyser en forklaring.
- Jeg mangler en forklaring på, hvorfor det lige netop er de her piger fra den her klasse. Særligt fordi vi kan se, at der rent faktisk var pladser på Egå Gymnasium, som de alle tre havde med på prioriteringslisten, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Næstformand i Region Midtjyllands Regionsråd, Hanne Roed (R), understreger, at man altid kan få den enkelte sag vurderet, hvis man ringer til Region Midtjylland, men at forklaringen nok skal findes i, at Egå Gymnasium har været pigernes tredjeprioritet.
- Først og fremmest, så bliver de ansøgere hvor gymnasiet fremgår som første eller anden prioriteret sat foran i køen. Derudover opererer vi med et afstandskriterium, så hvis man søger et midtbys gymnasium men bor længere oppe i nord for eksempel, så vil dem der bor tættest være prioriteret over, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Mangler tilladelse oppe fra
På et af byens mere eftertragtede gymnasier mærkes det tydeligt, at eleverne nu i endnu højere grad fordeles rundt på gymnasierne.
- Vi har måttet sende rigtig mange elever videre til andre skoler, og det er klart, at det er de da ulykkelige over, siger rektor på Marselisborg Gymnasium, Kirsten Skov, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun understreger, at hun bakker op om princippet, men at metoden har været uhensigtsmæssig.
- Vi kommer nok aldrig derhen, hvor der ikke skal fordeles elever, men det har været et uforholdsmæssigt stort antal i år, og vi vil egentlig bare gerne kunne udnytte de lokale- og lærerkræfter, som vi altid har haft herude, siger hun.
Hanne Roed (R) så i virkeligheden hellere, at de gymnasier, hvor man ikke kan tiltrække nok ansøgere, blev beskåret, frem for, at man skærer hos de gymnasier, hvor eleverne rent faktisk gerne vil gå.
- Det var netop det vi forsøgte, men ministeren ville ikke give tilladelse til det. Vi forstår ikke helt den begrundelse, men man skal stadig huske, at man får en studentereksamen på samtlige gymnasier, der gælder til det samme, siger hun.