Nyt forslag: Aarhus bør opkalde vej efter digteren Yahya Hassan
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune mener, at nu afdøde Yahya Hassan bør få opkaldt en gade efter sig i Aarhus.
- Han har delt vandene, og han har bidraget med både positive og negative overskrifter. Der er dog ingen tvivl om, at Danmark er blevet en kreativ sjæl og et enestående talent fattigere.
Sådan lyder det fra Rabih Azad-Ahmad (RV), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Rådmanden mener, at Aarhus Kommune bør opkalde en gade efter den nu afdøde digter, Yahya Hassan. Og det er vigtigt for rådmanden at sige, at det er digteren, der bør få opkaldt en gade efter sig - ikke personen.
- Vi bør hylde en af Danmarks dygtigste i nyere tid ved at opkalde en vej efter ham. Yahya var en markant stemme i byen, som vi er mange, der kommer til at savne. Han viste, hvordan kulturen kan sætte vigtige samfundsemner som velfærdssamfundet og integration til debat, siger rådmanden.
Yahya Hassan slog i 2013 som kun 17-årig igennem med en digtsamling om at vokse op i et belastet miljø i Aarhus V. Det blev den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmark nogensinde med over 120.000 solgte eksemplarer.
Læs også:
- Han har åbnet vores øjne for en anderledes verden - stærkest står selvfølgelig hans lyrik og historie, siger Rabih Azad-Ahmad.
Upassende forslag
Siden har han været i søgelyset mange gange - også på grund af mindre positive sager.
Han stillede i 2015 op til Folketinget for Nationalpartiet. Siden hen blev han smidt ud på grund af tumult omkring hans personlighed. Og i 2018 erkendte han 42 kriminelle forhold, og han blev idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid.
Netop på grund af debatten omkring Hassans personlighed, mener Venstre i Aarhus Kommune ikke, at det er på sin plads, at rådmanden kommer med sit forslag, inden manden overhovedet er begravet.
Han begraves i dag, tirsdag, på den muslimske afdeling af Vestre Kirkegård i Aarhus.
Læs også:
- Vi er tæt på, at det er mangel på respekt over for familien. Vi har en ung fyr, som ikke er begravet endnu. Det er ikke i orden at skulle ud i en politisk debat lige nu. Han er en fyr, der skiller vandene, siger Hans Skou, der er politisk ordfører for Venstre i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kendte bysbørn
I Aarhus har man tradition for at opkalde steder og veje efter bysbørn, blandt andet fik den folkekære sanger fra Aarhus, Flemming 'Bamse' Jørgensen, en plads opkaldt efter sig i 2017.
Ifølge kulturrådmanden er Yahya Hassan også en kendt aarhusianer, der bør mindes - ved at få en vej opkaldt efter sig.
- Vi har tradition for at opkalde steder og gader efter kendte bysbørn. Vi kan bidrage til, at hans stemme vil blive husket i mange år frem - i flere generationer frem, siger Rabih Azad-Ahmad.
- Byrådet har besluttet, at Aarhus skal være en mangfoldig by – det kan vi gøre vi ved at opkalde en vej efter Yahya Hassan, tilføjer han.
Rådmanden har ikke et forslag til, hvor vejen skal ligge, men det kan være i hele i Aarhus.
I Aarhus er det det rådgivende Vejnavnenævn, der beslutter, hvad vejene i byen skal hedde. Det er embedsmænd og rådmanden for Teknik og Miljø, der sammen med politikerne i Teknisk Udvalg træffer beslutningerne.
Som borger kan man ligeledes indsende forslag til personer, som man synes, vejene skal navngives efter, og så vil det blive behandlet i Vejnavnenævnet.