Stigende smitte på landsplan skaber bekymring blandt østjyderne
Det vigtigste er at følge de restriktioner, sundhedsmyndighederne melder ud, lyder det fra ledende overlæge fra Aarhus Universitetshospital.
Torsdag blev der sat ny rekord med 9999 nye smittede med coronavirus.
Den stigende smitte vækker bekymring i det østjyske, med det resultat at nogle østjyder nu er begyndt at tage egne forholdsregler, der rækker længere end de i forvejen gældende restriktioner.
En af dem er Karoline Fodgaard fra Aarhus, der på grund af den stigende smitte har valgt at foretage en del af julegaveindkøbene over internettet i stedet for at købe dem i en fysisk butik.
- Jeg tror da netop, man er bekymret, fordi at det er mange mennesker, der er samlet på et sted. Og at det er et normalt gøremål, hvor der kan ske smitte, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
På den modsatte side af forbrugerne oplever Cirkus Jul, arrangeret af Muskelsvindfonden, hvis forestillinger finder sted i Aarhus i december, at mange af sæderne blandt publikum står tomme.
De tomme sæder hos Cirkus Jul står i skarp kontrast til billetsalget i uge 42, der ifølge indsamlingschef ved Muskelsvindfonden, Theis Petersen, var "enormt godt".
- Vi kan konstatere, at der er tydelige tendenser på, at befolkningen følger anbefalingerne, som desværre er anbefalinger. Det betyder bare, at folk fravælger os i stedet for at gå ud og hygge sig her, siger Theis Petersen.
Følg restriktionerne
Ifølge ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard er der særligt én ting, der er vigtig at gøre.
- Overordnet set er det vigtigt at følge de restriktioner, som man fra sundhedsmyndighedernes side melder ud, siger Lars Østergaard.
Derudover henviser den ledende overlæge til, at der er forskel på belastningen af landets hospitaler.
- Det er sådan, at vi i øjeblikket ser et stigende antal indlagte patienter. Men det er også sådan, at vi ikke har den samme belastning, som man for eksempel i øjeblikket har i København, siger Lars Østergaard.
Brug tilbud og husk regler
Også folketingsmedlem Jens Joel (S) henviser først og fremmest til at overholde de gældende restriktioner for at mindske smitten med coronavirus.
- Det kan sagtens være, at der er nogen, der er mere forsigtige, end reglerne tilsiger. Vi ser jo desværre også nogle gange det modsatte, siger han og fortsætter:
- Så det jeg synes, som skal være min anbefaling, det er, at man bruger de tilbud, man har mulighed for at bruge under de forholdsregler med mundbind og coronapas, som der gælder, siger Jens Joel.
Se mere om bekymringen for den stigende smitte i indslaget nedenfor: