Togkørsel genoptaget efter dødsulykke nær Aarhus
DSB måtte indsætte togbusser mellem Aarhus og Langå.
En person er død efter en togpåkørsel ved Mølballe i Søften tirsdag formiddag.
DSB indstillede i omkring to timer togdriften mellem Aarhus og Langå som en konsekvens af påkørslen, men kort efter klokken 12.30 meddeler Østjyllands Politi, at togene atter kører mellem.
DSB indsatte togbusser mellem Aarhus og Langå, mens DSB havde indstillet driften.
Østjyllands Politi har endnu ikke identificeret den afdøde.
Det er tredje gang inden for en uge, at der er en personpåkørsel i det østjyske. To personer mistede sidste onsdag livet i ulykker på henholdsvis Skovbakkevej i Aarhus-bydelen Brabrand og i Hedensted.
I forbindelse med personpåkørslen i Brabrand blev driften mellem Aarhus og Langå også indstillet.
Strækningen mellem Aarhus H og Langå Station er en hovedstrækning, hvor både DSB og Arriva kører.
Togene holder i øjeblikket stille på strækningen mellem Aarhus H og Langå som følge af en personpåkørsel ved Mølballe i Søften. Vi arbejder på stedet og opdaterer her, når der er nyt - følg trafiksituationen hos @omDSB
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) October 8, 2019
Søften er beliggende omtrent 12 kilometer fra Aarhus og cirka tre kilometer fra byen Hinnerup.
Politiet fik anmeldelsen kort efter klokken 10.30.