Ung mand dømt for øksedrab på mor og morfar
En 29-årig psykisk syg mand er onsdag blevet idømt anbringelse uden længstetid for i april sidste år at have dræbt sin mor og morfar på en adresse i Sabro.
En 61-årig kvinde og en 92-årig mand blev den 24. april sidste år slået ihjel på en adresse i Sabro nordvest for Aarhus.
Drabene blev begået af en 29-årig mand fra Højbjerg, som var barn og barnebarn til de dræbte hjemme i den 92-årige mands hjem – altså den 29-åriges morfar.
Den 29-årige dræbte sin mor og morfar med en økse og kniv, og ofrene fik knust deres kranier og ansigtsknogler.
En sosu-hjælper ankom kort efter til stedet, da han var blevet tilkaldt via den 92-åriges alarm til hjemmeplejen. Da han gennem vinduet så en blodig økse ligge på gulvet, alarmerede han politiet.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ville kun dræbe morfar
Tirsdag afgav den unge mand forklaring i Retten i Aarhus.
Her fortalte han, at han i mange år har været forfulgt af tanker om overvågning og forfølgelse. Og han erkendte drabene.
Han ville slå sin morfar ihjel - men ikke sin mor. Hun blev dræbt, da hun forsøgte at gribe ind, fordi hendes søn gik til angreb på den ældre mand med en økse. Øksen havde han fundet i bryggerset i morfarens bolig.
- Jeg var begyndt at tænke, at virkeligheden ikke var virkelig. At mit liv var et spil. Det gik ud på, at jeg skulle slå min morfar ihjel, sagde han ifølge ritzau.
Den 29-årige blev anholdt få timer efter drabene på en nærliggende tankstation med blodrester på tøj og sko. Han virkede psykotisk og blev varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.
Ikke egnet til fængselsstraf
I en mentalerklæring, som blev lavet efterfølgende, konkluderede Retslægerådet, at den unge mand er sindssyg og derfor ikke egnet til en almindelig fængselsstraf.
Anklagemyndigheden gik efter en anbringelsesdom uden såkaldt længstetid. Senioranklager Birgitte Ernst er derfor tilfreds med dommen.
- Den 29-årige havde intet rationelt motiv til de meget voldsomme drab, han begik, og han husker kun brudstykker af episoden, siger senioranklager Birgitte Ernst i pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.
Læs også:
- Retslægerådet vurderer, at der er risiko for, at han kan begå lignende kriminalitet igen, så jeg er tilfreds med, at han fik en anbringelsesdom uden længstetid.