Mette fødte Hugo og græd fra morgen til aften
Den 29. juni kl. 10.20 skete der noget magisk i Mette Pedersens liv. Det er et tidspunkt, der for altid vil være indprentet i hendes hukommelse. Det var på en gang startskuddet til noget helt fantastisk og til noget ubeskriveligt hårdt.
Mette bliver mor for anden gang til en lille søn, Hugo. Han er et ønskebarn. Den randrusianske mor har selv valgt at få ham med hjælp fra en donor.
Jeg var så glad efter fødslen. Han var så smuk. Jeg var lykkelig.
Hugo er født ved kejsersnit, og mor og søn blev derfor på sygehuset i Randers nogle dage efter fødslen. Alt synede godt. Lige indtil de skulle hjem og være sig selv. Som en lille familie på tre. Sammen med Hugos storebror på 12 år.
Jeg er bange for, han dør. Jeg er bange for, han får kræft. Jeg er bange for, han bliver kvalt i søvne. Jeg er bange for alt.
Som mor er ens største frygt, at man ikke kan beskytte og trøste sit barn, forklarer Mette. Den frygt sidder dybere i hende end hos mange andre. Også her tre måneder efter fødslen.
'Jeg er så flov'
Mette lider nemlig af en fødselsdepression. Pludselig er hverdagen som nybagt mor ikke som glansbillederne på de sociale medier. Der er gråd, frygt og fortvivlelse.
Hun kan ikke bare nyde Hugo, som er sund og rask. Også selvom hun har bevist før, at hun sagtens kan være en god mor.
Jeg er så flov. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke tror på mig selv. Jeg er verdens bedste mor, hvis jeg selv skal sige det.
Fødselsdepression
Fødselsdepression forekommer hos omkring 6 % af alle fødende.
Mænd kan også få fødselsdepression, men det er noget sjældnere.
Det er vigtigt at skelne fra lettere tilstande, der ikke behøver behandling.
Symptomerne er de samme som ved andre typer depressioner. Belastningen er dog særligt stor, fordi man har fået et lille barn.
I svære tilfælde kan forholdet til barnet og dets udvikling blive påvirket.
Ofte medfører fødselsdepressioner problemer i parforholdet og evt. skilsmisse.
Kilde: Sundhed.dk
Kan ikke være indlagt for evigt
Mette bliver indlagt med sin nyfødte søn, og så længe hun er omgivet af fagfolk, som kan berolige hende, går det godt.
Men farerne lyder forude.
Jeg kan ikke tage hjem jo. Min ældste søn siger til lægerne, 'om de ikke godt kan gøre hans mor glad igen', og så bryder jeg helt sammen. Jeg prøver at skjule alting for ham, men han er jo ikke dum.
Selvom hun har det svært, og depressionen gør hverdagen til et helvede, kan Mette ikke være indlagt for evigt. Hun bliver udskrevet og er nødt til at række ud efter hjælp.
Indtil nu har hun kun fortalt om sygdommen og indlæggelsen til de allernærmeste, men hun bliver nødt til at være åben.
Både for at bryde tabuet og for at få hjælp.
Græder fra morgen til aften
I den her periode græder jeg fra morgen til aften, er fuldstændig udkørt og sover ikke. Jeg tør ikke gå uden for en dør.
Samtidig har hun ekstremt dårlig samvittighed over for Hugos storebror, som hun har svært ved at overskue at være der for.
Mette tager en stærk beslutning. På Facebook vælger hun at lægge kortene på bordet. Både i en terminsgruppe og på sin egen væg deler hun i flere opslag de oplevelser, hun går igennem.
Reaktionerne fra omverdenen er overvældende.
Jeg fik nok 50 beskeder fra andre, der lider af en fødselsdepression, og så fik jeg yderligere 50 fra folk, der ville hjælpe mig. Jeg hørte fra gamle klassekammerater, jeg ikke havde hørt fra i 20 år.
Lever af bekræftelsen
De giver Mette mod på at være endnu mere åben, og med video og tekst bryder hun tabuet, det er at have en fødselsdepression.
Hun fortæller om, hvordan hun endelig får taget sig sammen til en tur i barnevognen med lille Hugo, hvordan hun for første gang handler på egen hånd og hvor stor en succes det er for hende at kunne trøste ham.
Det virker banalt, men for Mette er det store skridt.
Jeg har brug for at sætte andre ind i, hvordan jeg har det. Jeg lever også af bekræftelsen. Normalt er jeg ligeglad med likes og kommentarer på Facebook, men nu betyder de alt.
Håber hun har gjort en forskel
Hun søger også hjælp hos kommunen, men den kommer ikke. De rette tilbud er der ikke. Hun har brug for, der er nogen hos hende hver dag.
I stedet må hun altså ty til venner og familie, der i nærmest en turnusordning kommer og støtter den nybagte mor.
Det er så dejligt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden deres opbakning. Men jeg kan også frygte for dem, der ikke har sådan et netværk.
For hver dag der går, får Mette det bedre. Frygten er mindre og troen på egne evner er større.
Hun er overbevist om, at hun snart kommer ud på den anden side. Men det har været hårdt, og hvis ikke hun havde været åben, tør hun ikke spå om, hvad der var sket.
Jeg håber, at jeg har gjort en forskel. Jeg håber, at andre tør stille sig frem, og jeg håber, at der kommer mere hjælp til os.
Kreditering
Skrevet og tilrettelagt af: Mads Otte
Redaktør: Asbjørn Andersen
Layout og udvikling: Frederikke Schmidt
Udgivet: September 2020
