Chris Anker Sørensen mindet i Hammel
Lørdag samles flere hundrede i Hammel for at mindes byens stolthed Chris Anker Sørensen, der på tragisk vis mistede livet i en trafikulykke for en uge siden. Se video nederst i artiklen.
- Chris startede i 1997 i Hammel Cykle Klub. Gennem hele sin professionelle karriere vendte Chris tilbage til Hammel. Han har ikke kun været inspiration for os, men også for dem, der ikke selv træder i pedalerne.
Sådan lyder det fra formand i Hammel Cykle Klub, Lars Toft Petersen, da klubbens medlemmer og motionscyklister fra nær og fjern lørdag formiddag er samlet.
De er samlet for at mindes Chris Anker Sørensen, den tidligere cykelrytter og senere tv-kommentator, der afgik sidste weekend ved døden.
En trafikulykke i Belgien efterlod ham med så svære kvæstelser, at hans liv ikke stod til at redde.
Siden er varme tanker og kærlighed væltet ind fra kolleger, familie, venner og sågar folk, der kun kendte ham gennem fjernsynet.
Så charmerende var han, Chris Anker Sørensen, så selv seere, der sad langt væk fra hans selvopslidende præstationer på de sydeuropæiske bjergtinder følte, at de kendte ham.