Afvist på hestevognstur: Toårig skulle bære mundbind

En toårig dreng fik ikke lov at komme med på hestevognstur på gågaden i Horsens, medmindre han bar mundbind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En kusk tog det meget bogstaveligt, da han fik at vide, at alle skulle bære mundbind i offentlig transport. Foto: Privatfoto

Den juleoplyste gågade i Horsens bød på både julemusik, drillenisser og julemænd denne lørdag.

Og også på hestevognsture.

Her kunne man komme en tur rundt i byen til lyden af hovslag ganske gratis. Af sikkerhedsmæssige årsager blev folk "ombord" bedt om at bære mundbind. 

Efter at have fumlet i lommen efter sit eget mundbind fik Sine Johansen dog ikke lov til at stige op i hestevognen. Ifølge kusken var det nemlig ikke nok, at hun bar mundbind - hendes toårige søn skulle også bære et, for at komme med på turen.

Alt i mig sagde bare nej.
Sine Johansen, mor til toårig dreng

Det vakte stor undren hos Sine Johansen, for i vognen måtte kun én familie køre med per tur. Der var derfor rig mulighed for at holde afstand til kusken i den forholdsvist store vogn. 

- Vi voksne mennesker har svært ved at trække vejret gennem et mundbind - hvad har en toårig så ikke? Alt i mig sagde bare nej, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Små børn skal ifølge Statens Serums Institut ikke bære mundbind, da der er risiko for, at de kan kvæles i mundbindet. Derfor er børn under 12 år som udgangspunkt undtaget fra at bære mundbind. 

Kusken har simpelthen fejltolket meldingen og troet, at mundbind gjaldt alle.
Ulla Wessel, arrangør, Jul i Horsens

Episoden i lørdags er er ifølge Ulla Wessel, der er arrangør for Jul i Horsens, en beklagelig hændelse.

- Regeringen har bedt os om at bære mundbind i offentlig transport, og kusken har simpelthen fejltolket meldingen og troet, at det gjaldt alle, siger hun og fortsætter:

- Vi har selvfølgelig lært af det her, og vi vil være langt mere tydelige og sikre os, at de, der udfører aktiviteterne, kender reglerne i forhold til aldersgrænsen.

Hun udtaler afsluttende, at hun ikke kan andet end at beklage overfor dem, der ikke kunne komme med på hestevognsturen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her