Kvindelig studerende sigtet for at forfalske coronapas
Østjyllands Politi advarer på det kraftigste mod at bruge falske coronapas.
Østjyllands Politi fik mandag formiddag en anmeldelse fra VIA University College - Campus Randers i det centrale Randers om, at en studerende var blevet taget i at forfalske sit coronapas.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi tirsdag.
Under et rutinetjek syntes en medarbejder på skolen, at det så forkert ud, da en studerende fremviste et screendump af et coronapas. Det lignende nemlig, at datoen var blevet ændret.
Medarbejderen tog derfor kontakt til sin leder, som efterfølgende kontaktede den 25-årige kvindelige elev, der havde fremvist et screendump af sit coronapas.
Blev bedt om at gå udenfor
Den 25-årige kvinde erkendte, at hun havde ændret datoen, men at screendumpet var blevet slettet. Lederen kontaktede politiet, og kvinden blev bedt om at vente, indtil politiet ankom.
I mellemtiden bad lederen den studerende om at udlevere studiekort, men da den studerende ikke havde det på sig, blev det til et kørekort i stedet for. Lederen gik ind på kontoret med kørekortet, hvorefter den 25-årige kvinde begyndte at råbe, at hun ville have kørekortet tilbage.
Beskeden til den studerende var, at hun fik kørekortet tilbage ved politiets ankomst. Men kvinden blev ved med at være aggressiv og truende i sin adfærd, og derfor blev den 25-årige fulgt udenfor.
Sigtet for dokumentfalsk
Da politiet ankom, blev medarbejderen og lederen afhørt. Derefter kørte politiet den 25-årige studerende til hendes adresse, hvorefter hun blev sigtet for dokumentfalsk ved at have fremvist et falsk coronapas.
Østjyllands Politi advarer på det kraftigste mod at bruge falske coronapas.
Straffen for denne type dokumentfalsk giver typisk mellem 20 og 40 dages betinget fængsel. Dog kan straffen potentielt blive forhøjet til det dobbelte, når der er tale om overtrædelse af straffeloven med relation til Covid-19.