Horsens-borgmester om nye jobs: Godt for os alle sammen

Arbejdskraften i Østjylland er mobil. Nye arbejdspladser kommer derfor hele regionen til gode, mener borgmester

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmester Peter Sørensen (S) er mere end tilfreds, efter at det onsdag kom frem, at Horsens kan se frem til 53 nye statslige arbejdspladser.

Skattestyrelsens afdeling i Horsens får tilført 20 nye ansatte, mens De Økonomiske Råds Sekretariat flytter til byen med i alt 33 medarbejdere.

Sekretariatet hjælper de økonomiske råd, blandt andet vismændene, med viden og analyser.

VIDEO: Der har været en følelse af chok i De Økonomiske Råds Sekretariat efter dagens besked om, at sekretariatet skal flytte væk fra København. Se et interview med tillidsmand Nora Vågnes Traaholt her.

- Jeg er rigtigt glad. Vi er en kommune i vækst og fremgang, og det her er endnu et skridt i den rigtige retning, siger Horsens-borgmesteren.

Planerne for udflytning af arbejdspladser blev onsdag eftermiddag offentliggjort, da regeringen fremlagde anden runde af dens udflytningsplan.

Vi er en kommune i vækst og fremgang, og det her er endnu et skridt i den rigtige retning.
Peter Sørensen (S), borgmester

Ifølge borgmester Peter Sørensen giver det god mening, at regeringen har skelet til Østjylland, da arbejdspladserne skulle fordeles:

- Man kan lave rigtigt, rigtigt mange ting i København. Men man kan lave lige så meget i Horsens. En stor del af økonomien og eksportsmarkedet ligger i vores område, i Østjylland. Jeg tænker, at man kan lave det samme med lige så høj kvalitet, men en stor del af eksportmarkedet er i Østjylland, siger Horsens-borgmesteren til TV2 ØSTJYLLAND.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede onsdag "Bedre balance II - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder". / Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Arbejdskraften er mobil

Peter Sørensen lægger desuden vægt på, at beboerne i det øst- og midtjyske område generelt er mobile. Derfor kommer en arbejdsplads i fx Aarhus, Horsens eller Herning alle til gode - også dem der bor i nabobyerne.

- Det er et totalt mobilt arbejdsmarked. Enhver arbejdsplads i vores område er godt for os alle sammen. Det gør, at vores borgere har endnu bedre chance for at finde det job, de har lyst til. Samtidig kommer institutionerne til et område, hvor arbejdskraften har høj kvalitet.

Forud for regeringens udflytningsplan har Horsens Kommune gjort en stor indsats for at få del i de statslige arbejdspladser. Horsens er blandt andet den eneste østjyske kommune, der er afsender på et fælles brev til minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).

I alt har omkring 30 danske kommuner ifølge altinget.dk skrevet til regeringen for at tage en bid af de statslige arbejdspladser.

VIDEO: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nævner Horsens' nærhed til Aarhus som en af grundene til, at De Økonomiske Råds Sekretariat skal placeres i den østjyske by. Se et interview her.

Derudover har samtlige partiledere i Horsens Byråd samlet skrevet under på en opfordring til Sophie Løhde om at prioritere Horsens i udflytningsplanerne.

Regeringen vil have anden udflytningsrunde af statslige arbejdspladser til at gå hurtigere end den første, fordi det ifølge erfaringerne er en fordel at forkorte perioden, indtil den enkelte institution er på omdrejningshøjde igen.

I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med Horsens-borgmester Peter Sørensen (S).

Her kan du se, hvor de statslige arbejdspladser flytter hen / Foto: Mia Cassens

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her