Iværksætterpris: App kan læse undertekster
- Min lillebror er ordblind, og vi kan godt lide at se film hjemme hos os. Min mor sad og læste op, så det er der, ideen kommer fra, siger iværksætter
To unge iværksættere fra Horsens-egnen vandt tirsdag en iværksætterpris.
Det var Alexander Gram Jensen og Anders Bredgaard Thuesen, der vandt i kategorien Young Stars for en app - SubReader - som kan læse undertekster.
For eksempel for ordblinde, der er i biografen og har svært ved at følge med i underteksterne.
- Min lillebror er ordblind, og vi kan godt lide at se film hjemme hos os. Også engelske film. Min mor sad og læste op, så det er der, ideen kommer fra, siger Alexander Gram Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Iværksætterprisen blev uddelt af Business Region Aarhus, som er et samarbejde mellem 12 øst- og midtjyske kommuner.
- For os er det en anerkendelse af det arbejde, vi lægger i det her. Det har været ligesom et fuldtidsjob på nogle tidpunkter. Nu skal vi have det sat op i biografer. Lige nu kan man ikke bruge det derhjemme, men det kommer, siger Alexander Gram Jensen.
SubReader kunne vælge mellem tre forskellige præmier, og de valgte PR-pakken, som kan give den omtale, de fleste iværksættere har brug for.
De to app-udviklere går i 3.g på henholdsvis Learnmark Gymnasium HTX i Horsens og på Rybners Gymnasium i Esbjerg.