Ældre raser over nybyggeri - kan smadre sammenholdet
Et petanque-fællesskab er truet, fordi Skanderborg Kommune vil sælge det grønne område og bygge nye boliger.
I Skanderborgforstaden Vrold ulmer uroen blandt de ældre.
Det er kommunens planer om at bygge boliger lige der, hvor de et par gange om ugen pudser petanquefærdighederne af og plejer venskaberne.
Nu frygter de, at kommunens beslutning om at bygge nye boliger på det grønne område, vil ødelægge de ældres sammenhold.
- Hvis vi ikke får styr på det her, så går fællesskabet tabt. Klubben hjælper mange ud af ensomhed, siger formanden for Skanderborg Petanque, Tage Kristensen.
Foreningen bag Skanderborg Petanque blev stiftet i 2006. Og formålet har siden været at styrke fællesskabet blandt de ældre i byen gennem Petanque.
Ifølge petanqueklubben er det særligt efter spillet i det, klubben kalder Tredje Halvleg, at fællesskabet og venskaber opstår i det gamle klubhus.
- Vi har et socialt sammenhold blandt de ældre her. Det er utroligt vigtigt med fællesskabet, som aktiverer alle ældre her i området, siger Leif Jørgensen, som er kasserer i Skanderborg Petanque.
Borgmester lover ny petanquebane
Skanderborg har planer om at sælge de gamle petanque- og boldboldbaner og udstykke området til nye boliger.
Området skal skaffe kommunen cirka otte millioner kroner.
Ifølge borgmester, Frands Fischer (S), er en ny petanquebane allerede tænkt ind som en del af områders fremtidige grønne oaser.
- Det er ikke, fordi en petanquebane ikke skal være her. Det er mere et spørgsmål om, hvor den placerer sig bedst, siger Frands Fischer til TV2 ØSTJYLLAND.
Til gengæld er spørgsmålet om et klubhus endnu ikke afklaret.
- Det kan jeg ikke svare på, på nuværende tidspunkt. Men vi vil rigtig gerne i dialog med borgerne, så vi får det bedst mulige ud af hele det her område, siger borgmesteren.
Venstre vil dog have skrevet det ind som et krav i den endelige aftale, at klubhuset skal bevares, når salget af grunden skal underskrives.
- Der er mange ældre, som er blevet alene. Men kommer de ind i et fællesskab, hvor de kan holde lidt øje med hinanden, er det jo med til at skabe tryghed, siger byrådskandidat Birte M. Andersen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Pres fra lokalområdet
Lokalområdet ønsker at lægge yderligere pres på politikerne gennem en underskriftsindsamling.
Bytoftens Grundejerforening har sendt 98 underskrifter af sted mod politikkerne i håbet om, at nye boliger tager højde for grønne oaser, petanquebane og et klubhus til hyggen.
- Vi vil sikre så meget frirum som muligt, så vi har muligheden for at dyrke fritidsinteresser i alle aldre, siger Erik Pallesen, bestyrelsesmedlem i Bytoftens Grundejerforening.
I spiller to gange om ugen af to timer pr. gang. Er det rimeligt at bruge flere hundrede tusinde kroner på et klubhus?
- Ja, det er det, for der er også andre, der kan få gavn af det. Eksempelvis ældre håndboldspillere, bankospillere eller til en række fester, som kan give lejeindtægter, siger Tage Kristensen.
Den nye kommunalplan i Skanderborg Kommune, hvor området i Vrold er en del af, skal vedtages i december.