Kender ikke ny borgmester: - Jeg ved slet ikke, hvem det er
Silkeborg Kommune skiftede sent i nat til den nye socialdemokratiske borgmester Helle Gade. Flere af kommunens borgere kender dog ikke deres nye borgmester.
Efter et valgdrama på rådhuset i Silkeborg sent i går aftes, hvor Helle Gade vandt borgmesterposten med et enkelt mandat, skifter Silkeborg Kommune farve fra blå til rød.
Dagen derpå er der blandede holdninger til den nye borgmester blandt Silkeborgs beboere, men en ting skinner dog ekstra meget igennem. Mange af borgerne i Silkeborg ved slet ikke, hvem den nye borgmester er.
Hvad synes du om den nye borgmester?
- Jeg kender hende ikke rigtig, så det ved jeg ikke noget om, siger Jørgen Madsen fra Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg kender hende ikke, men jeg er ikke meget for systemskiftet, siger Mette Dall fra Silkeborg.
Helle Gade stillede op som byrådskandidat for Socialdemokratiet for første gang ved kommunalvalget i 2017. Her fik hun overraskende mange personlige stemmer, nemlig hele 1391. Det svarede til den fjerde mest populære politiker i Silkeborg i 2017.
Populariteten har siden været støt opadstigende, og i 2021 erstattede hun også derfor Søren Kristensen som socialdemokratiets nye borgmesterkandidat.
Selvom hun også tydeligvis har været en af stemmeslugerne ved valget i Silkeborg, hersker tvivlen dog i lokalbefolkningen, om hvem deres nye borgmester er.
Hvad siger du til, at Silkeborg Kommune har fået ny borgmester?
- Jeg ved slet ikke, hvem det er.
Jeg kan sige, at det er Helle Gade fra Socialdemokratiet. Kender du hende?
- Nej, siger Lucas Kristensen fra Silkeborg.
En borgmester fra Voel
På Vestergade i Silkeborg var der da også flere, der kendte den nye borgmester.
- Tiden må vise om det komme til at gøre en forskel, men det håber jeg da i hvert fald. Jeg tror, at det bliver med bedre i forhold for børnene og de ældre, siger Elin Hoffmann fra Silkeborg.
Læs også:
Helle Gade kommer fra Voel, der ligger i udkanten af Silkeborg. Det vækker begejstring hos Svend Åge Juul, at den nye borgmester kommer fra samme by som ham.
- Det er da dejligt at få en borgmester ude fra vores by. Nu må vi håbe, at hun gør noget ved det, siger Svend Åge Juul til TV2 ØSTJYLLAND.
Gør noget ved hvad?
- Jamen sådan det hele generelt. Prøve at stoppe lidt af det her byggeri måske. At der skal være højhuse overalt herinde i byen, det er ikke så godt, siger han.
Antallet af personlige stemmer til Helle Gade ved gårsdagens valg er stadigvæk ukendt, men stemmerne forventes snart talt færdigt.
Du kan se et sammendrag af Silkeborgs borgere holdning til den nye borgmester her: