Martin så ældre blive umyndiggjort på plejehjem - nu vil han have det stoppet

Martin Sørensen har som tidligere ansat på Plejecenter Kildemosen oplevet at have for lidt tid til de ældre. Han mener, det nuværende personale skal have efteruddannelse for at fastholde dem, og udvalgsformand bakker op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tidligere ansat fortæller, at der ikke var tid til nærvær og omsorg på Samsøs eneste plejehjem, Kildemosen. Genrefoto. Foto: Signe Goldmann / Ritzau Scanpix

For få hænder og for lidt tid til pleje af de ældre.

Sådan beskrives forholdene på Samsøs eneste plejehjem, Plejecenter Kildemosen, af flere kilder, som TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med.

En af dem er Martin Sørensen, konservativ kandidat ved sidste uges kommunalvalg og tidligere ansat som ufaglært aftenvagt på plejehjemmet fra foråret 2019 til december 2020.

- Der var ikke tid til nærvær og omsorg. De blev ikke hørt. Jeg tog alle beslutninger. Jeg lagde dem i seng, når jeg havde tid. Ikke når de havde lyst. De blev praktisk talt umyndiggjort, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Martin Sørensen mener, at der skal investeres i opkvalificering af personalet og tilbydes danskundervisning til udenlandsk arbejdskraft. Foto: Privatfoto

FOA Aarhus bekræfter, at der har manglet hænder på plejehjemmet. Det har presset de ansatte og ført til et højt sygefravær. 

En anden tidligere ansat på Kildemosen, Lone Bisgaard, fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at manglende hænder resulterede i, at ældre sygnede hen i sengen eller foran tv’et.

Ældre lukker sig om sig selv eller bliver vrede

Martin Sørensen kan berette om beboere, der ikke var oppe af sengen en hel vagt, fordi han blev nødt til at prioritere. Og han har oplevet at møde ind til huse, der var tomme for personale, fordi der var huller i vagtplanen.

- Du var en time bagud, inden du overhovedet var begyndt.

Ligesådan har han oplevet at møde ind til en beboer, der havde besørget i fællesarealerne, fordi der ikke var personale til stede.

Ifølge Martin Sørensen var det værste dog, når beboerne blev stressede og forvirrede over at være alene.

- Det er forfærdeligt, når det skaber en utryghed. En ting er, at de har gjort i bukserne. Det kan vi fikse. Men det tager lang tid at fikse, når de er blevet utrygge i eget hjem. Nogle lukker sig ind i sig selv, og andre bliver vrede, fortæller han.

Opkvalificering er en del af løsningen

For at løse problemerne på Plejecenter Kildemosen mener Martin Sørensen blandt andet, at der skal hentes faste vikarer ind for at aflaste det nuværende personale.

Investering i det faste personale gennem opkvalificering og danskundervisning kan også være gode skridt på vejen for at kunne tiltrække dem, der tidligere har arbejdet i ældreplejen, men har søgt mod andre jobs på øen, mener han.

Har afsat penge løbende

Formand for Samsø Kommunes kultur- og socialudvalget, Ulla Holm (SF), anerkender, at der har været udfordringer med sygefravær og rekruttering på Plejecenter Kildemosen.

I de seneste fem år har der været fire forskellige ledere på plejehjemmet. Ulla Holm mener, at Kildemosens store udskiftning i ledelsen har forplantet sig som uro hos personalet.

Hun understreger, at plejehjemmet er opmærksomme på problemet og i gang med at løse dem. 

Har du gjort nok for at sikre acceptable forhold på Plejecenter Kildemosen?

- Jeg har meget svært ved at se, hvad jeg skulle have gjort mere. Jeg har fulgt situationen tæt og haft dialog og samtaler, siger Ulla Holm til TV2 ØSTJYLLAND.

Ulla Holm (SF) mener, at Kildemosens problemer bunder i ledelsesmæssige udfordringer på plejehjemmet, som er ved at blive løst.

Hun peger på, at kommunalbestyrelsen løbende har afsat penge til ældreområdet.

- Selvfølgelig har vi et politisk ansvar for at bevilge de fornødne ressourcer. Hvis vi ikke havde gjort det, synes jeg, man kunne klandre os for ikke at tage det alvorligt. Men når vi tværtimod har bevilget penge løbende, synes jeg, vi har gjort, hvad vi kunne, siger Ulla Holm.

Ulla Holm mener ligesom Martin Sørensen, at opkvalificering og uddannelse er vejen frem for at fastholde det nuværende personale.

- Det giver fornyede kræfter og perspektiv med ny viden og indsigter, siger hun.

Vil du afsætte penge til det?

- Hvis der er brug for penge, vil jeg gerne være med til at bevilge de fornødne midler.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her