Ville tage døgnhjælp fra muskelsvindramt - nu er sagen en helt anden

For omkring et år siden besluttede Skanderborg Kommune, at Thomas Krysiza med muskelsvind ikke længere skulle have hjælp døgnet rundt. Nu er der truffet en ny beslutning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Thomas Krysiza stod til at miste sin døgnbemanding, som han havde haft i 10 år, men nu er kommunen vendt på en tallerken.

I 10 år har Thomas Krysiza fået hjælp døgnet rundt. Han har muskelsvind, og skal ifølge ham selv have hjælp til det meste.

For omkring et år siden revurderede Skanderborg Kommune hans døgnbemanding, og de besluttede, at hans BPA-ordning skulle ændres til 32 timers hjemmehjælp om ugen – plus 15 timers ledsagerordning om måneden.

- Det har været et meget langt år med frygt, angst – og e-boks-skræk, fortæller Thomas Krysiza til TV2 ØSTJYLLAND.

Thomas Krysiza klagede over Skanderborg Kommunes afgørelse, og nu er han blevet tildelt 20 timers hjælp i døgnet.

- Det er jo en stor lettelse, men samtidig føler jeg også en vrede på grund af den sagsbehandling, jeg har været trukket igennem, siger Thomas Krysiza.

Den nye beslutning er truffet efter en intern partshøring i sagen. 

Thomas Krysiza har brug for hjælp til næsten alt, og han har haft en BPA-ordning, som er hjælp døgnet rundt i 10 år.

Nye oplysninger

Hjemmehjælpen nåede aldrig at træde i kraft på grund af corona, og fordi han klagede, men usikkerheden om, hvad der skulle ske med hans liv i fremtiden, tog hårdt på Thomas Krysiza.

Jeg synes, det er betænkeligt, at kommunen ikke skal stå til ansvar for det her.
Thomas Krysiza, førtidspensionist, Gl. Rye

Skanderborg Kommune begrunder den nye afgørelse med, at der er kommet nye oplysninger i Thomas' sag, da de har indhentet en ny status omkring hans fysiske tilstand fra Rehabiliteringscenter for Muskelsvind.

- Den redegør, at jeg er blevet dårligere. Det var der nok ikke nogen, som var i tvivl om, siger Thomas Krysiza, som ikke forstår, hvordan kommunen kan træffe en afgørelse uden videre – og så bare ændre den tilbage igen.

- Jeg synes, det er betænkeligt, at kommunen ikke skal stå til ansvar for det her, fordi der er ikke nogen konsekvens for kommunen at gøre det, siger Thomas Krysiza.

Minister: - Hans historie er en af alt for mange

Thomas Krysizas sag er tidligere endt på social- og ældreminister, Astrid Krags (S), bord. Her svarede hun blandt andet følgende skriftligt:

- Hans historie bekymrer mig. Ikke blot på grund af hans situation i sig selv, men fordi hans historie desværre er en af alt for mange, hvor det, der skulle være et samarbejde med kommunen om at finde løsninger, der giver livskvalitet, i stedet opleves af borgeren som en opslidende kamp, skrev Astrid Krag.

Omgørelsesprocenter på socialområdet i 2020:

Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises. 

  • Ankestyrelsen har truffet 107 afgørelser 2020 i Skanderborg Kommune. 
  • I 37 af klagesagerne har Ankestyrelsen omgjort kommunens afgørelse. Det giver en omgørelse på 35 procent. Gennemsnittet for alle kommuner er 36,3 procent.
  • De omgjorte afgørelser består af 8 ændrede/ophævede sager (7%) og 29 sager, hvor Ankestyrelsen har bedt kommunen behandle sagen på ny (27%).


Kilde: Danmarkskortet fra Social- og Ældreministeriet.

Thomas Krysizas sag har ikke været i Ankestyrelsen endnu, men ifølge Skanderborg Kommune, så har de haft seks BPA-sager i Ankestyrelsen inden for de seneste to år.

- Ingen af dem er blevet omgjort. Det vidner om, at vi er lydhøre over for borgerens indsigelser i processen, og træffer afgørelser i henhold til lovgrundlaget, skriver direktør i Skanderborg Kommune, Lone Rasmussen, i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

Muskelsvindfonden kan ikke genkende, at Skanderborg Kommune har været lydhøre i Thomas Krysizas sag. 

Det fortæller Thomas Krog, som er politisk chef i Muskelsvindfonden, og bisidder for Thomas Krysiza.

- Når vi åbent forsøger at få en dialog med kommunen, og de afviser, så er der noget galt i forvaltningen i Skanderborg Kommune. Det håber jeg meget, de lærer af, siger politisk chef i Muskelsvindfonden Thomas Krog til TV2 ØSTJYLLAND.

Den enkelte sagsbehandler har ikke noget økonomisk ansvar, men skal alene vurdere behov og sætte det op i forhold til lovgrundlaget.
Lone Rasmussen, direktør i Skanderborg Kommune

Kommunen: Vi har pligt til at vurdere oplysningerne

I Skanderborg Kommune kan direktør Lone Rasmussen ikke udtale sig om den konkrete sig, og vil ikke stille op til et interview, men skriver følgende på mail:

- Vi bestræber os på at være i dialog med borgerne i hele sagsforløbet – så det er beklageligt, at Thomas ikke har den opfattelse. Den enkelte sagsbehandler har ikke noget økonomisk ansvar, men skal alene vurdere behov og sætte det op i forhold til lovgrundlaget. Det er netop for at undgå sammenblanding af økonomi og faglig vurdering. Derfor er det beklageligt, hvis det er opfattet sådan, skriver Lone Rasmussen.

Ifølge Skanderborg-direktøren har de pligt til at vurdere de nye oplysninger, og det gør de altid. Ligesom de også har pligt til en gang årligt at vurdere, hvor vidt den enkelte fortsat har behov for pleje, hjælp til transport og så videre.

- Det er ikke ualmindeligt, at vi ændrer vores tildeling ved en partshøring i BPA-sager. Det er fordi, der ved høringen kommer nye oplysninger til sagen, skriver direktøren.

Klager igen da han er blevet svagere

Selvom Thomas Krysiza nu har fået bevilliget hjælp til 20 timer af døgnet, så vil han stadig anke kommunens afgørelse. Han bliver kun dårligere, og har brug for mere hjælp, fortæller han.

- Jeg er lettet, fordi der er en stor byrde, som er taget af mine skuldre. Men jeg er nødt til at kigge på, om jeg kan leve mit liv, som jeg gerne vil. Og jeg er langsomt desværre blevet dårligere, siger Thomas Krysiza.

Han føler stadig ikke, at han har fået en ordentlig behandling fra Skanderborg Kommune.

- Mangel på indlevelse og forståelse for ens livssituation, synes jeg, er grotesk. Det håber jeg virkelig ikke sker for andre.

VIDEO: Thomas Krysiza er lettet over den nye afgørelse, men han er ikke tilfreds med den behandling, som han har fået af Skanderborg Kommune.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her