Byrødder rykker ud af rådhuset: Får kontor i køkkenet
Mandag blev der skrevet historie i Odder Kommune, da hele byrådet rykkede ud af rådhuset og ind i et lokalt forsamlingshus.
Det kan for nogle blive trivielt at sidde på det samme kontor dag ud og dag ind i timevis. Det gør de noget ved i Odder Kommune, hvor byrådspolitikerne mandag aften havde skiftet byrådssalen ud med et forsamlingshus i den lille landsby Boulstrup.
Det anderledes byrådslokale skulle være med til at bringe politikerne tættere på borgerne og samtidig komme lidt ud i de små områder af kommunen.
Derfor var forsamlingshuset i aftenens anledning indrettet som Odder Rådhus for en dag med borgmesterkontor og en byrådssal, hvor pladserne var sat op i en rundkreds med navneskilte, som man kender det fra det normale lokale på rådhuset.
- I Odder Kommune skriver vi jo historie, fordi det er første gang nogensinde i kommunens historie, at vi vælger at flytte byrådssalen ud af rådhuset til fordel for forsamlingshuset her, siger borgmester Uffe Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Også tirsdag har borgmester Uffe Jensen (V) kontor i forsamlingshuset i Boulstrup - men under lidt anderledes forhold end til dagligt på rådhuset.
- Mit kontor mandag og hele tirsdag er i køkkenet i forsamlingshuset i Boulstrup. Og for min del startede jeg dagen herude i køkkenet med gode folk fra lokalrådet, og jeg startede med at betjene kaffemaskinen, fordi jeg har virkelig en skavank i forhold til kaffe, siger borgmesteren.
Og netop borgmesteren og hans lidt anderledes kontor har tiltrukket flere nysgerrige borgere.
- Jeg synes især, det er dejligt at få at vide, at flere borgere ikke ville være kommet, hvis kontoret ikke var her, fordi det er mere uformelt, og man kan bare komme og snakke, siger Uffe Jensen.
Det er Lokalrådet i Boulstrup, der har inviteret hele Odders byråd på besøg i de uformelle omgivelser.
- Vi har været meget spændt på, hvordan det ville forløbe, for det har vi ikke nogen som helst erfaring med, og vi havde lidt en skepsis om, det blev godt modtaget, men forløbet i dag er over al forventning, siger formand for Lokalrådet, Jens Møller Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er lidt over 300 beboere i landsbyen Boulstrup, og det giver Lokalrådet noget helt særligt, at de kan lokke politikerne ud til deres by.
- Det, at de kommer ud, er jo et skulderklap. Vi får rigtig meget ud af det, og det giver jo et super godt samarbejde med kommunen, siger Lokalrådsformanden.
Byvandring i Boulstrup
Tidligere på dagen havde Lokalrådet inviteret hele byrådet med på en byvandring.
- Det er jo hele kommunen og ikke kun byen, man skal dække, siger Lokalrådsformanden.
Og med klar himmel og solskin nød politikerne gåturen. De skulle blandt andet se byens kro, som lokalformanden kalder for en skamplet.
- Det er jo altid godt at komme ud og se hjørner af kommunen, og vi har jo altid hørt, at for eksempel kroen trænger til at blive væltet. Og det kan man jo se, når man ser den, siger byrådsmedlem Marianna Hundebøll (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig fik hun og de andre byrådspolitikere også et indblik i det kæmpe arbejde, som frivillige i småbyerne lægger for dagen.
- Jeg bliver imponeret over de ildsjæle, der er herude, og hvad de egentlig får op at stå, og hvad de har gang i. Og det sammenhold, de har, synes jeg altid er spændende at høre om, siger hun.
Borgmesteren afviser dog, at det er et billigt PR-stunt for at skaffe flere stemmer til et kommende valg.
- Jeg tror, jeg taler på et enigt byråd, når jeg siger, at det her har ikke noget med PR at gøre. Det handler simpelthen om at møde borgerne i øjenhøjde og forhåbentligt skabe en større interesse for lokalpolitik, siger han.