Frivillige har brug for hjælp til byfest - der er bare et lille minus

Den økonomiske risiko er for stor. Flere foreninger ønsker ikke at engagere sig i frivilligt arbejde for byfest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det kan være en økonomisk risiko for foreninger og klubber at kaste sig ud i det frivillige arbejde for Odder Byfest.

Vi vil gerne have nogle flere frivillige og foreninger til at deltage i byfesten.

Så enkelt er det. Budskabet fra aktivitetsudvalget for Odder Byfest.

Den årlige byfest i Odder finder sted om 10 dage, og aktivitetsudvalget kunne godt bruge nogle flere frivillige hænder. Sådan en byfest kræver en masse kræfter fra de lokale sports- og idrætsforeninger.

Det er Gylling Sport og Idræt, Ørting-Falling Ungdoms- og Gymnastikforening, Odder Cykel Klub og Odder IGF Fodbold, der står for at arrangere byfesten. Medlemmerne af aktivitetsudvalget har nok at se til.

- Vi vil gerne have flere frivillige kræfter til at promovere Odder og få Odder på landkortet. Vi vil også gerne vise, hvad Odder har af muligheder, siger medlem af aktivitetsudvalget, Pia Nøhr Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag er det en parkeringsplads. Snart vil Julie Berthelsen og På Slaget 12 stå på en scene.

En dyr affære

På plussiden for at melde sig under fanerne fremhæver Pia Nøhr Kristensen det fællesskab, der er i aktivitetsudvalget, samt en stor berøringsflade i forhold til lokalsamfundet.

Der er bare et lille aber dabei. Som det er skruet sammen i dag, kan det godt give svedige håndflader at kaste sig ud i det frivillige arbejde.

Det kan bestyrelsesformand i Odder Roklub, Anette Lahn Hansen, skrive under på. Hun har tidligere været tovholder på Odder Byfest for roklubben, og det var ikke kun en dans på roser.

- Der var voldsomt meget arbejde, og der var også en økonomisk usikkerhed, siger hun og fortsætter:

- Man beder til vejrguderne, når man sætter et telt op og hyrer musik og køber ind, for hvis du har 200.000 kroner ude at svømme, inden du generer et overskud, så er det lidt af en satsning for en lille klub som vores.

Pia Nøhr Kristensen hjælper Anette Lahn Hansen med at få en båd ud mod vandet.

Der er omkring 130 medlemmer i Odder Roklub. Anette Lahn Hansen, og klubben måtte for 6-7 siden kaste håndklæddet i ringen i forhold til at have et telt til byfesten.

- Hovedårsagen var, at vi havde svært ved at finde hjælpere nok til at dække alle de vagter, der er, når man har et kæmpe stort telt, der skal bespise 2000 gæster over en weekend, siger Anette Lahn Hansen.

Hvis roklubben igen skal være i byfesten, skal det være på en meget mere afgrænset måde, som klubben kan se sig selv i.

Alle bidrag skal være velkomne

Kritikpunkterne preller ikke af på Pia Nøhr Kristensen fra aktivitetsudvalget.

- Vi skal kigge hinanden i øjnene, og så skal vi nedskalere, hvad det betyder at være med i Odder Byfest. Det behøver ikke være et kæmpe telt. Alle bidrag skal være velkomne. Man kan også arrangere et børneloppemarked, siger hun og fortsætter:

- Vi skal ud og have fat i de små foreninger og de små interessanter - også fordi vi skal passe på, at det frivillige arbejde ikke hviler på for få skuldre, for det er et stort stykke arbejde.

Det er fællesskabet, der er den største drivkraft for de frivillige i aktivitetsudvalget for Odder Byfest.

Pia Nøhr Kristensen, får foreningerne nok ud af stille deres arbejdskræfter til rådighed?

- Det vil jeg mene. Det kommer an på, hvordan man vælger at gøre det. Jeg er vidende om, at der er nogle gymnastik- og boldklubber, der har stor gavn af det overskud, der bliver tilført klubben efter byfesten.

Men er det ikke et sats for klubberne at sætte et telt op? De kan jo ikke være sikker på, at de får den nødvendige indtjening ind.  

- Det er en økonomisk satsning, det er der ingen tvivl om. Vi vil også gerne i dialog om, hvordan man kan mindske risikoen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her