Krig i Ukraine får disse varer til at stige
Som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine kan danskerne forvente, at både dagligvare- og energipriserne vil stige.
Krigen i Ukraine kommer til at ramme danskernes pengepung.
Det mener Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
- På kort sigt er det energipriserne, der kommer til at påvirke os, siger han.
Det kunne ifølge TV 2 allerede ses torsdag morgen efter det russiske angreb, hvor gaspriserne steg med 33 procent.
Olieprisen er også steget med ti procent, så prisen nu er over 100 dollar per tønde Nordsø-olie.
Fordi Rusland er verdens største eksportør af hvede, er prisen på hvede steget med ti procent.
Ifølge Philipp Schröder vil priserne på dagligvarer generelt også blive ramt.
Det sker, fordi transportpriserne stiger som følge af de stigende priser på benzin og diesel. Det påvirker derfor prisen på almindelige dagligvarer. Det bliver særligt tydeligt på de varer, der kommer langvejs fra.
- I indkøbskurven er der mange ting, der bliver dyrere. Særligt alt det, der kommer langvejs fra, siger Philipp Schröder.
Han mener dog ikke, at det kommer til at påvirke andre priser som på services som at gå i teater eller til frisøren.