Nu fravælger flere sociale medier
Undersøgelse fra Deloitte viser, at en ud af fire har fravalgt et socialt medie hen over det seneste år.
For første gang er danskerne begyndt at fravælge sociale medier.
Det skriver Berlingske.
Andelen af indbyggere i de nordiske lande, der hver dag bruger sociale medier, har ellers været stigende de seneste mange år. Men i år er udviklingen vendt.
Berlingske Business fortæller, at 58 procent af de adspurgte skandinaver dagligt har benyttet sociale medier i år.
Det er syv procentpoint færre end sidste år. Det viser en undersøgelse fra revisionsfirmaet Deloitte.
Ifølge en ekspert er det tegn på, at mange er bekymret for, at deres personlige data bliver misbrugt.
- Privacy er en af årsagerne til, at relativt mange fravælger sociale medier. For når de siger ja til alt, siger de også ja til, at de, der står bag de sociale medier, kan bruge deres data, siger Frederik Behnk.
Han er leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og kommunikation.
Frederik Behnk mener, at de mange sager, hvor data er blevet lækket, hacket eller videresolgt, har medvirket til, at 24 procent af de adspurgte har fravalgt et eller flere sociale medier i løbet af i år.
18 procent af de adspurgte svarer da også i undersøgelsen, at de er bekymrede for privatlivets fred og beskyttelsen af personlige data
Undersøgelsen fra Deloitte omfatter 4000 forbrugere i Danmark, Norge og Sverige. Den har været gennemført de seneste 11 år.