Nu skal det undersøges: Er kommunalvalgene retfærdige?

Metoden til at tildele mandater kan få betydning for, hvilke partier der vælges. Det bliver nu undersøgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Små partier risikerer at tabe uforholdsmæssigt meget på metoderne til fordeling af pladser i landets byråd og kommunalbestyrelser.

Derfor skal to professorer nu gennemgå valgresultaterne for de seneste fire kommunalvalg.

Dermed kan de vurdere, om Danmark benytter en rimelig og retfærdig model for fordeling af mandater.

I yderste konsekvens kan det få betydning for, hvilke partier der kommer til magten ifølge professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

– Det er ikke helt ligegyldigt. Det påvirker reelt valgene nogle steder, hvor der måske er et lille parti, der ikke kommer ind, mens et stort parti får et mandat mere, end matematikken tilsiger, siger Ulrik Kjær til mediet Danske Kommuner.

Fordel til store partier

I Danmark har man siden 1909 benyttet den d’Hondtske metode. Den er siden blevet kritiseret for at tilgodese store partier på bekostning af små.

Derfor indførte man muligheden for at indgå valgforbund for at kompensere for skævhederne. Men det kan betyde, at store partier får dobbeltvirkning af skævheden, hvis de indgår valgforbund med små partier.

VIDEO: Før alle stemmer var talt op til seneste kommunalvalg i Randers, var flere store partier gået sammen om at fastholde Torben Hansen som borgmester. 

Det har tidligere været oppe at vende politisk, om fordelingsnøglen skulle laves om. Men der har ikke været flertal. Nu skal to professorer, der tidligere har kritiseret modellen, gennemgå valgene.

Det er indenrigsminister Kaare Dybvad (S), der har sat professorerne til at gennemgå matematikken bag fordelingsnøglen.

Splittede røde partier

I kølvandet på kommunalvalget foreslog SF, at der skulle nedsættes en valgkommission. Den skulle vurdere og eventuelt komme med alternativer til valgsystemet ved kommunal- og regionalvalg.

Det forslag mødte ikke tilstrækkelig opbakning. Men nu er arbejdet for professorerne gået i gang.

Kommunalordfører Jan Bjergskov Larsen (SF) er ifølge Danske Kommuner tilfreds.

– Det bliver interessant at se, hvad konklusionen bliver, og om man politisk er villig til at handle på det. Det værste er jo at få en klokkeklar konklusion, og at man så ikke vil forholde sig til den eller tage konsekvensen af den, siger han.

Også De Radikale er glade for undersøgelsen, mens Enhedslisten er skeptisk overfor alternativer.

De endelige analyser ventes i april.

De to professorer har tidligere undersøgt kommunalvalget i 2017.

I ti kommuner fandt de eksempler på, at et parti har fået et flertal af mandaterne i byrådet uden at have opnået et flertal af stemmerne.

I seks kommuner betød rod i rækkefølgen i fordelingen af antallet af mandater, at et parti ikke blev valgt ind. Det skete, selv om det havde flere stemmer end et andet parti, som fik et mandat.

Dyk selv ned i valgresultaterne fra kommunalvalget i november 2021 her.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her