Strømafbrydelse i knap 800 husstande
Afbrydelsen skyldes tre kabelfejl i området.
800 husstande kan være blevet forstyrret midt i madlavningen søndag aften.
For 800 husstande i Hinnerup, Tilst og Sabro har været ramt af strømafbrydelse. Afbrydelsen startede kl. 17.40, og siden er teknikere fra områdets energiudbyder DinEl taget ud til området for at løse problemet.
- Det er skrækkeligt ærgerligt. Det er vi desværre ikke altid herre over, siger Claus Blem Jensen, som er kommunikationschef hos DinEl, til TV2 ØSTJYLLAND.
Klokken 19.14 oplyser han, at der endnu er 50 husstande uden strøm. De 750 er altså koblet på igen. DinEl regner også med, at de resterende husstande bliver koblet på strømmen inden for kort tid.
- Klokken 20 er alle på igen, mener Claus Blem Jensen.
Indtil da må 50 husstande altså vente med madlavning, tøjvask eller andre strømkrævende gøremål.
Ifølge Claus Blem Jensen har 800 husstande været uden strøm på grund af tre kabelfejl i nettet. Men hvad de fejl skyldes, ved de ikke endnu.
- Kabelfejl kan komme pludseligt for eksempel af, at ledninger mørner. Nogle af dem er så gamle, så de trænger til at blive skiftet ud. Det kan være, de får et mindre brud, og så skal der ikke særlig meget til, før de kan slå ud. Der er også nogle, der kan have gravet i det, siger han.
På deres hjemmeside er der varslet tre planlagte strømafbrydelser i området den 14., 15. og 16. februar. Claus Blem Jensen kan ikke udelukke, at det spiller en rolle i, at strømmen er gået her til aften.