Svindlet for 500.000 - bankkunder bliver ved med at dele koder

På trods af massiv information er endnu en person blevet narret af svindlere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En kunde i Sparekassen Djursland blev i sidste uge franarret over 500.000 kr. af en svindler. På billeder ses 250.000 kr. Foto: Mads Nissen - Scanpix

"Æv.... Så skete det igen."

Sådan skriver Sparekassen Djursland på Facebook, hvor de meddeler, at endnu en af deres kunder er blevet narret af svindlere, der udgiver sig for at være fra banken selv eller fra firmaer som Nets eller Microsoft.

På trods af at Sparekassen Djursland ifølge direktør Peter Lading Sørensen gør meget for at advare sine kunder mod at udlevere koder, også i personlige breve, så blev en ældre borger frarøvet 500.000 kroner i sidste uge.

- Man må simpelthen ikke udlevere sine koder. Det er bare regel nummer ét, siger Peter Lading Sørensen, direktør i Sparekassen Djursland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han ærgrer sig over situationen, men fortæller, at det heldigvis sker meget sjældent.

- De her grove hændelser, hvor kunder bliver franarret koder, havde vi tre af i 2019, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke første gang

TV2 Østjylland har tidligere fortalt om Jytte Andersen, der i juli 2019 blev frarøvet 140.000 kroner.

En mand ringede hende op og udgav sig for at være ansat hos Nets.

78-årige Jytte Andersen udleverede sit personnummer, sin NemID-adgangskode og nummeret fra sit nøglekort, så svindleren fik adgang til hendes netbank ved Sparekassen Kronjylland.

Og Peter Lading Sørensen, direktør i Sparekassen Djursland, siger, at den nye sag er stort set identisk med Jytte Andersens historie.

Overvejer at regulere beløbsgrænser

Sparekassedirektøren går nu og overvejer, hvorvidt kunderne selv i dialog med banken skal kunne regulere deres netbanks beløbsgrænser.

- Jo lavere beløbsgrænsen er for overførsler, jo mindre kan de franarres. Vi overvejer hele tiden, hvor meget kunderne skal kunne overføre pr. konto og pr. dag, siger Peter Lading Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ligesom i Jytte Andersens sag, dækker sparekassen ikke tabet, hvis kunden burde have indset, at man er i gang med noget forkert.

Og at udlevere sine koder hører ind under dem bestemmelse.

Nogle af pengene er på vej tilbage til kunden

Lige nu ligger sagen hos LCIK, politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet, der hører ind under Rigspolitiet.

I mellemtiden siger Peter Lading Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND, at nogle af pengene allerede er på vej tilbage til kunden.

- Systemerne er så gode nu, at vi kan nå at standse nogle af transaktionerne mellem bagmænd og stråmænd og føre dem tilbage til kunden, siger direktøren i Sparekassen Djursland.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her