16-årige Freja slår vild verdensrekord
Efterskoleeleven Freja Louise Kristiansen er officielt indehaver af verdens største samling af tebreve.
1.237.
Så mange forskellige tebreve har 16-årige Freja Louise Kristiansen samlet sammen siden 2010.
Hun er dermed optaget i Guinness’ årlige verdensrekordbog for 2020.
Freja begyndte at samle på tebreve i 2010. Det var hendes bedstemor, der lærte hende, at man ud af tebrevene kunne lave rosetter, altså en slags blomst, som man for eksempel kan sætte på til-og-fra-kort.
Men da hun havde lavet tilpas mange rosetter, så tænkte hun, at hun lige så godt kunne begynde at samle på tebrevene i stedet.
Hjælpsom familie
Frejas ældre brødre hjalp hende med at lave en oversigt over samlingen i regnearket Excel.
Og siden da har hun altså bare samlet.
- Jeg har jo brugt rigtig meget tid på at samle. Og så har folk været gode til at tænke på mig, når de har været ude at rejse. Så har mine ældre søskende for eksempel købt nogle tebreve med hjem fra udlandet. Det samme gør jeg selv, når jeg rejser i udlandet, men også i Danmark, siger Freja Louise Kristiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Samlingen har hun nu taget med sig på efterskole i Hou.
Hendes 1.237 tebreve er organiseret i tre mapper, alle sammen sorteret i alfabetisk rækkefølge.
Rekordforsøget
I 2017 blev Freja Louise Kristiansen opmærksom på, at den daværende rekord lød på 743 tebreve (indehaveren var en kvinde fra Ungarn, der havde samlet i syv år).
På det tidspunkt havde Freja selv 650.
Så hun fortsatte med at samle og undersøgte også, hvad der skulle til for at blive optaget af Guinness.
Og det skulle gå ordentligt til. Optællingen skulle foregå med to uafhængige vidner og dokumenteres på video.
Freja allierede sig med A.C. Perch’s Thehandel i Aarhus, som hjalp hende med optællingen sidste år.
Hendes officielle rekord er 1.023 og er altså at finde i Guinness World Records 2020, men siden optællingen har hun bygget på, så hun nu er oppe på 1.237 forskellige tebreve, fortæller hun.