Fire anholdt i stor aktion: Mistænkes for salg af 18 kilo hårde stoffer
Fire mænd er onsdag blevet anholdt i en stor sag om salg af mange kilo hårde stoffer.
En stor, østjysk narkosag er under opsejling.
National enhed for særlig kriminalitet (NSK) har onsdag anholdt fire mænd, og sigtet dem for at have været i besiddelse af og solgt adskillige kilo hård narkotika.
Det skete i en koordineret indsats, der også inkluderede ransagninger på flere adresser.
Det mistænkes ifølge NSK, at de fire anholdte mænd har solgt 18 kg i foråret og sommeren 2020.
De sigtede er 28-42 år og er alle bosiddende i Østjylland.
Ifølge NSK vil tre af de anholdte blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag morgen i Randers.
Anklagemyndigheden vil dog anmode om, at dommeren lukker dørene, og det vil i så fald betyde, at offentligheden ikke umiddelbart kan lære mere om sigtelserne.
Ledende politiinspektør ved NSK Michael Kjeldgaard fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at det ikke kan afvises, at der anholdes flere i sagen.
- Vi mener, der er begrundet mistanke, og derfor fremstiller vi dem (de fire anholdte, red.) i grundlovsforhør for at få dem varetægtsfængslet. Så må den videre efterforskning vise, om der skal rejses yderligere sigtelser, siger Michael Kjeldgaard.
Sagen trækker dog ikke tråde til rocker- eller bandemiljøet, oplyser han.
Af hensyn til sagen og den videre efterforskning vil han ikke oplyse, hvorfor anholdelserne skete onsdag, og om de sigtede mistænkes for at have solgt stofferne i store mængder til andre sælgere eller mindre til slutbrugeren.