Østjysk sogn én smittet fra nedlukning

Bare én enkelt smittet mere vil igangsætte en automatisk nedlukning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Smitten har med høj hast været på vej i den forkerte retning for et sogn i Randers Kommune. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fredag er det er tid til at holde vejret i Spentrup sogn i Randers Kommune.

Sognets smittetal har med raketfart hamret i vejret i den seneste uge, og nu er sognet bare én enkelt smittet mere fra at bryde en tredje grænse og gå i automatisk nedlukning.

Tallene fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at incidensen i sognet på bare en uge er gået fra 113 til nu 713 - grænsen går ved 600. Ligeledes er positivprocenten mangedoblet fra 1,01 til nu 5,4.

Og så er vi ved det sidste tal, der skal overskrides, før en automatisk nedlukning af et sogn er en realitet.

Der skal nemlig være 20 nye smittede inden for de seneste syv dage, og i øjeblikket er der 19 i Spentrup sogn, der ligger lige nord for Randers.

Tallene for hvert enkelt sogn og kommune opdateres af SSI hver dag kl. 14, og borgerne i Spentrup sogn kan altså muligvis gå på weekend med en kedelig nyhed om en mindst ugelang nedlukning.

Det kræver nemlig, at sognets tal ikke har krydset grænserne i syv dage i streg, før det kan genåbnes.

En nedlukning betyder, at alle nedenstående institutioner lukkes ned:

  • Grundskoler

  • Ungdoms- og voksenuddannelser

  • SFO'er og klubtilbud

  • Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter

  • Lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter indendørs

  • Bibliotekstilbud

I Spentrup sogn vil en nedlukning blandt andet betyde, at Blicherskolen og SFO'en på samme sted må lukke ned.

Over for Randers Amtsavis siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at man endnu ikke ved, hvad der har fået smitten til at stige så drastisk i Spentrup sogn.

- Vi har ikke fået yderligere tal for det, så vi kan ikke sige, hvor det kommer fra, eller hvem de 19 er. Men vi er i skolesegmentet og omkring fritidsaktiviteter, siger han til avisen.

Smitten har generelt været opadgående i Randers Kommune, der nu har landets næsthøjeste testjusterede incidens i hele landet. I de seneste syv dage er 178 borgere i kommunen testet positiv for covid-19.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her