Menneskehandel i Østjylland: Bagmænd udnytter udenlandske kvinder

I Østjylland bliver udenlandske kvinder udnyttet som prostituerede, der lever under kummerlige forhold, mens en høj husleje fastholder dem i gæld.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Genrefoto. Foto: Colourbox

Udenlandske kvinder bliver udnyttet som prostituerede i faldefærdige huse. De bliver tvunget til at betale en abnorm høj husleje, så de konstant er nødt til at arbejde for ikke at blive gældsat til skumle bagmænd, der truer med tæsk.

Det er ikke historier fra lande langt væk, men lige her fra Østjylland. Det fortæller leder af Center mod Menneskehandel Trine Ingemansen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Kvinderne kommer fra hele verden fra fattigere lande. Det er alle aldersgrupper, og der er også nogle mænd og nogle transpersoner, siger hun.

Kvinderne kommer til Danmark med drømmen om et bedre liv. De vil tjene penge til deres familie og så tage hjem igen. Men den høje husleje – nogle gange på op til 1000 kroner om dagen – fastholder kvinderne i en ond spiral.

- Vi hører ofte fra kvinderne, at de bare lige skal arbejde et halvt år mere. Men det er sjældent bare et halvt år mere. Med så høj en husleje bliver deres gæld til bagmændene ved med at være høj, siger Trine Ingemansen.

Lukket miljø

I Aarhus er det ofte thailandske kvinder, der bliver handlet i et meget lukket miljø. De tør ikke snakke med hverken Center mod Menneskehandel, eller nogle andre. De bliver overvåget og presset af bagmændene, der sender dem videre til andre klinikker.

- Det, vi oplever, er, at de her personer bliver flyttet rundt mellem klinikker i hele landet. Der er den her modbydelige efterspørgsel efter "nyt kød". De sælger på klinikkerne, at der kommer nye kvinder, og mange af kvinderne aner ikke, hvor de er om en uge, fortæller Trine Ingemansen.

Selvom kvindernes forhold er et kendt problem, bliver der sjældent grebet ind over for det fra myndighedernes side.

- Prostitution er lovligt i Danmark, så der skal være tale om ulovlig udnyttelse af kvinderne, og det kan være svært at påvise, siger Trine Ingemansen. 

Der er omkring 150 prostitutionsklinikker i Midtjylland, men det kan være svært at komme med det præcise tal, da mange ikke er registreret nogen steder. 

Trine Ingemansen fortæller, at Center mod Menneskehandel er særlige opmærksomme på cirka 50 af klinikkerne af forskellige årsager. Center mod Menneskehandel har et løbende samarbejde med politiet, hvor de fortæller, hvis de mener, at der er steder, hvor politiet skal være særlig opmærksomme.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her