Mary mener mågekanoner kostede hendes hund livet – nu vil hun have dem fjernet
Mary Rasmussen mener, at et lokalt firmas mågekanoner har kostet hendes hund livet, og derfor vil hun nu have kanonerne fjernet.
Rødkløvervej i Stilling er som så mange andre parcelhusveje i provinsen ganske stille og fredelig.
Det var den i hvert fald indtil et lokalt udlejningsfirma valgte at installere mågekanoner på et tag få hundrede meter fra den stille villavej.
Siden da har stilheden i tide og utide været afbrudt af nogle kæmpe brag. Og bragene har ikke kun været til gene for menneskene på Rødkløvervej. De har også kostet hunden Balter livet.
Det mener i hvert fald Balters ejer Mary Rasmussen, der nu gør alt, hvad hun overhovedet kan for at få mågekanonerne fjernet.
- Vi føler jo somme tider, at vi bor i en krigszone. Vi har haft gæster til eftermiddagskaffe, hvor vi ikke engang kunne snakke sammen, siger beboer på Rødkløvervej i Stilling, Mary Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Mågekanoner forhindrer tag i at styrte sammen
Det er firmaet Hanssen Ejendomme A/S, der har installeret mågekanonen på en bygning ikke så langt fra Rødkløvervej i Stilling.
Det har de ifølge firmaets direktør Michael Andersen gjort for at sikre, at taget på bygningen ikke skulle styrte sammen.
- Vi havde et voldsomt problem med de ekskrementer, som måger efterlader. På en enkelt måned har vi fjernet to tons mågeekskrementer, siger Michael Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere bygninger i området benytter sig af falske rovfugle i en snor til at skræmme andre fugle væk, men det nytter ifølge Michael Andersen ikke noget, når man har med måger at gøre.
- Dem har vi også brugt, men problemet er, at det ikke har nogen skræmmeeffekt med mågerne, siger Michael Andersen.
29 kanonslag på 30 minutter
Det er ikke kun Mary Rasmussen, der finder mågekanoner problematiske også andre beboere på Rødkløvervej føler sig chikaneret af de mange høje brag.
- Det er som om, at der sprænger et kanonslag lige ved siden af en. Forrige weekend talte jeg 29 brag på en halv time, og det er godt nok mange, når man gerne vil sove om morgenen siger Flemming Sørensen, der også bor på Rødkløvervej i Stilling.
De mange klager og særligt Balters tragiske skæbne gør stort indtryk på direktør i Hanssen Ejendomme, Michael Andersen, men det betyder ikke, at kanonerne bliver taget ned.
- Det er jo en meget trist besked, og det er jo en trist konsekvens, hvis det direkte kan henføres til de her mågekanoner. Samtidig må jeg også bare sige, at vi jo følger myndighedernes anvisninger i forhold til, om vi må have de her mågekanoner kørende, siger Michael Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.