Efter stor debat: Gæster bedt om at blive væk - nu svarer borgmester igen med velkomstbrev
Coronakrisen har splittet Samsø i de, der gerne vil have turister til øen og de, der ikke vil. Nu er debatten igen blusset op efter et brev fra borgmesteren.
Skal et samfund lukkes ned for at undgå smitte med coronavirus, eller skal turister fortsat have lov til at komme på besøg for at holde økonomien oven vande?
Det spørgsmål har de seneste måneder fyldt meget på flere østjyske øer., Blandt andet valgte Anholt delvist at lukke deres ø for turister. På Samsø derimod har det længe været en debat blandt andet på Facebook, hvorvidt man skulle tillade turister eller ej.
I den forbindelse var Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), tidligere ude at sige, at turister var velkomne. Og nu går han endnu en gang ind i debatten ved at skrive et personligt brev til de mange fritidssamsinge, der har en forbindelse til øen.
I brevet står der blandt andet:
På Samsø har vi ikke været ramt af Corona-smitte, men de seneste måneder har også været præget af usikkerhed og utryghed. I skal ikke være i tvivl om, at I altid er velkomne på Samsø, selv om der i en periode har været frarådet at rejse alt for meget rundt i landet.
Flere modtagere af brevet sætter stor pris på borgmesterens velsignelse til et besøg på Kattegatøen. En bruger på Facebook skriver blandt andet:
- Tusind tak til borgmesteren for et brev i min e-boks. Det er så positivt og godt skrevet.
- Det er et dejligt brev fra borgmesteren, og man kan igen føle sig velkommen på Samsø, skriver en anden Facebook-bruger.
Brevet er sendt til godt og vel 2800 fritidssamsinge, der er bosat i andre kommuner, men som har sommerhus på øen. Og det vækker undren hos flere af de fastboende. De føler sig glemt.
- Det er fint, for vi skal have turister til Samsø, det kan der ikke herske tvivl om. Samtidig så irriterer det mig, at han ikke svarer på de spørgsmål, vi fastboende stiller ham for eksempel i Samsø Posten. Han har bedre tid til at gøre sig populær rundt omkring, siger 74-årige Jens-Ole Nielsen, der er født og opvokset på Samsø, til TV2 ØSTJYLLAND.
For ham er det ikke selve teksten i brevet, der vækker harme, men tiden, der er brugt på det, som ifølge den 74-årige kunne være givet bedre ud:
- Det er slet ikke negativt, at han byder folk velkommen til øen. Men han kunne godt tænke lidt mere på os samsinge, der bor herovre, for vi har også krav på informationer, siger Jens-Ole Nielsen.
Læs også:
Samme tanker deler Laura Agnete Sundstrøm, der mener, at borgmesteren glemmer de fastboende.
- Borgmesteren burde også skrive til os fastboende, eller bare sige et par ord om, hvordan vi gamle på øen har taget retningslinjerne alvorligt og ikke rejst nogen steder, så vi ikke har bragt smitte med hjem igen, siger Laura Sundstrøm til TV2 ØSTJYLLAND.
Den hårde tone tog overhånd
Spørger man borgmesteren selv, var det på grund af den debat om turister på Samsø, tidligere har rejst på de sociale medier, at han nu er kommet til tasterne for at byde alle velkommen.
- Nogle af fritidssamsingene har fortalt, at de følte sig ramt over den hårde tone på de sociale medier, og de blev usikre på, om de måtte tage i deres sommerhus eller ej. Folk skrev blandt andet ’bliv hjemme’, og det var ikke rart. Ud fra det tog vi initiativ til brevet, siger borgmester Marcel Meijer til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge ham har det ikke været meningen, at de lokale skulle føle sig glemt eller overset. Tværtimod fortæller han, at de fortjener stor ros for deres måde at tackle coronakrisen på.
- Vi har tidligere skrevet i Samsø Posten og på kommunens hjemmeside, at vi var glade for, at alle var så hurtige til at indordne sig under coronakrisen. Alle tog ansvar, lukkede ned, arbejdede hjemmefra, og forældre var gode til at holde deres børn hjemme, siger han.