43-årig sigtet for rufferi
Efter en stor politiaktion mod i alt 12 jyske adresser er en 43-årig mand fra Skanderborg anholdt og sigtet for rufferi.
En større efterforskning om rufferi siden årsskiftet kulminerede tidligere i dag med en politiaktion mod 12 adresser i Jylland.
I forbindelse med aktionen blev tre personer anholdt og sigtet for rufferi. En af dem en 43-årig mand fra Skanderborg. Derudover er der tale om en 57-årig mand fra Bording og en 63-årig mand fra Struer.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vores aktion er forløbet uden problemer, og fra tidlig morgenstund kunne vi få anholdt de personer, vi gik efter. Efterfølgende har vi med assistance fra et par øvrige kredse fået foretaget de ransagninger, vi havde brug for, siger Theis T. Thylstrup, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Fire politikredse involveret
Politiet slog til på i alt 12 forskellige adresser i henholdsvis Nordjyllands-, Østjyllands-, Sydøstjyllands- og Midt- og Vestjyllands Politikreds.
Det samlede omfang af rufferiet efterforskes, og politiet har dagen igennem foretaget ransagninger på adresserne.
Theis T. Thystrup er meget tilfreds med det foreløbige resultat.
- Bagmændene tjener penge på, at andre modtager betaling for seksuelle ydelser, hvilket vi på ingen måde kan acceptere, siger den fungerende politikommissær.
Politiet forventer også at fremstille en thailandsk kvinde med tilknytning til en adresse i Bording i grundlovsforhør i Herning i løbet af dagen i morgen med henblik på at skulle udvises af landet. Hun er sigtet for at have opholdt sig og arbejdet i landet uden tilladelse.
Den koordinerede aktion blev foruden assistance fra Nordjyllands- og Sydøstjyllands Politi foretaget i samarbejde med Skat. Yderligere to kvinder blev anholdt i Vejle, sigtet for ulovligt arbejde.